-
aug 3 2011
Torsdag, 2011-07-28.
At rejse er at leve, skrev han. H.C. Andersen. Jeg gik i hans fodspor, jeg så hans hus, og den gamle restaurant under lindetræet, der lå lige overfor, som havde ligget der hundrede år allerede, da H.C. flyttede ind. Det var en anden tid.
Ting tog tid. Radisson var flot, bevares, men havde den sjæl? Kunne hotellet nĂĄ at fĂĄ det pĂĄ de 10 ĂĄr, det havde eksisteret? Andersen’s restaurant var fra 1771. Radisson trak pĂĄ Andersen. Overplastret med moderne billeder af den gamle herre. Grafik, som man kun kan lære pĂĄ en skole. Havde skolen sjæl?
Restaurant Romantik pĂĄ Nordbornholm har sjæl. Der er stemning. Det er som at være med i en engelsk krimi fra midten af 1900-tallet. Snoede trapper, bakker, høje sorte lamper, inspireret af gammel tid. Den eneste forskel er pæren, der kører pĂĄ strøm i stedet for petroleum. Jeg er sikker pĂĄ, at hvis du kigger rigtig godt efter, kan du se skyggen af lygtetænderen, ekkoet af hans gang pĂĄ jorden. Det er t-shirt-vejr, men det blæser og smĂĄregner. Spøjst. Lige ude for kysten ligger en kæmpe fiskekutter. Jeg er sikker pĂĄ, at ejeren af hotellet har en aftale med kaptajnen om at ligge præcis dĂ©r, for at skabe stemning. De har lyset tændt derude i mørket, som et genfærd af et piratskib fra 1700-tallet. Nah… De arbejder sikkert pĂĄ højtryk med at hale fisk ind. Sild til at ryge? Der er sikkert ikke en speciel romantisk stemning derude pĂĄ den kæmpe industrikutter, men det er der herinde pĂĄ land, hvor de store bølger slĂĄr mod stenene i grundfjeldet, sĂĄ skummet sprøjter. Man skal bare ikke kigge ind ad vinduet til receptionen – “Internet til fri afbenyttelse”. Er det romantisk? Er Internettet romantisk? Det er i hvert fald potent. Det er kommet for at blive. Det er dĂ©t, de unge vil ha’. Jeg føler mig gammel, nĂĄr jeg sidder her og skriver i hĂĄnden, fordi jeg med vilje har ladt min computer blive hjemme, hundredvis af kilometer væk. Og sĂĄ er der Gud hjælpe mig masser af Internet hĂ©r.
Gad vide hvad den gamle Hr. Andersen ville have sagt til dĂ©t. At rejse er at leve. Jamen rejser du nogensinde nogen steder hen, nĂĄr du har din iPhone med i hĂĄnden? Dit nye virtuelle hjem, indrettet med alle dine foretrukne indstillinger, præcis som du vil ha’ det.
Verden – tro ikke du kan lære mig noget, jeg ikke ved i forvejen. Se blot hvad jeg kan med den her tingest. SĂĄ vil jeg lære dig noget nyt.
-
jul 17 2011
Fra http://orthomolecular.org/library/stories/index.shtml.
Oversat til dansk 2011-07-17 af Thomas Wagner Nielsen.
“Ud af labyrinten
Mit første møde med orthomolekylær medicin, var et meget tæt Ă©t, og det fandt sted i sommeren 1969. Seks mĂĄneder før det møde, var jeg blevet diagnosticeret som “skizoid type” af den psykiater, som dirigerede min behandling pĂĄ et lokalt psykiatrisk hospital. Jeg havde indlagt mig selv pĂĄ det hospital, da jeg led af, hvad jeg troede var et “nervøst sammenbrud”. Ă…r senere, mens hændelsen blev rekonstrueret, var jeg i stand til at identificere den idiot, som havde smuttet en LSD-pille ned i min kaffe, mens jeg ikke kiggede. Dette forklarede vrangforestillingerne og hallucinationerne, som jeg havde “nydt”, mens jeg var under tilsyn af psykiateren pĂĄ det psykiatriske hospital. Det forklarede dog ikke, hvorfor jeg ikke “blev rask” meget hurtigt, som nogle af mine venner var blevet efter indtagelse, rygning og snifning af sĂĄ mange gadestoffer, som de kunne finde. Jeg blev ved med at fĂĄ disse “erindringsglimt”, som de kaldes. Det var som om, at LSD’en havde fundet et hjem i mig og ikke ønskede at forlade det.
Jeg begyndte at spekulere pĂĄ, om jeg nogensinde ville føle mig normal igen. Jeg overvejede endda muligheden for, at jeg aldrig havde været normal; at jeg havde været pĂĄ kanten af ​​”vanvid” det meste af mit liv, en tilværelse præget af korte, uforklarlige anfald af “fornuft” klemt inde mellem lange perioder med følelsesmæssig ustabilitet, som skiftevis blev ledsaget af unormale mentale tilstande.
Det var nogle af de tanker, der kørte gennem mit hoved i sommeren 1969, mens jeg sygnede hen i min fars bløde lænestol, faret vild i den farmaceutiske tĂĄge forĂĄrsaget af Largactil og Kemedrin, som var blevet ordineret til mig. Min historie ville sandsynligvis være endt der, krydret med de passende adjektiver, der normalt bruges til at beskrive ulykkelige slutninger. Sandsynligvis ville min historiefortæller slutte min fortælling med den hĂĄbefulde pĂĄstand, at “mĂĄske en dag vil en endnu mere effektiv medicin blive udviklet af en genial farmaceutisk forsker, der vil hjælpe Bill, og andre som Bill, til bedre at kunne klare symptomerne pĂĄ den frygtede sygdom, kendt som skizofreni, der som alle ved, desværre er uhelbredelig… sĂĄ vær gavmild, nĂĄr du giver”.
Men min historie skulle tage en uventet drejning. Ser du, da jeg lĂĄ der i den bløde lænestol og stirrede pĂĄ fjernsynet, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvordan japanerne kunne have puttet LSD i alle mandarinerne, og derved gjort befolkningen i Nordamerika hjælpeløse overfor at modstĂĄ deres velplanlagte invasion, blev jeg svagt opmærksom pĂĄ, at en eller anden læge blev interviewet i et nyhedsprogram i fjernsynet. Lægen forklarede i meget klare vendinger, som selv jeg kunne forstĂĄ, at han efter omfattende kliniske studier og omhyggelige videnskabelige test, der gĂĄr helt tilbage til 1952, havde nĂĄet til den konklusion, at skizofreni i virkeligheden blev forĂĄrsaget af en biokemisk forstyrrelse, der med held kunne behandles med massive doser af vitaminer. Jeg kan ikke huske præcis, hvilke af ​​de ord, lægen sagde, der forĂĄrsagede, at en pære blev tændt i min hjerne, men det kunne have været ord som “kemisk” og “hallucinerende narkotika” og sætninger som “massive doser af B3-vitamin”, der fik mig op at sidde. Jeg kaldte min mor ind i stuen og sammen kiggede og lyttede vi, mens læge Abram Hoffer, en praktiserende psykiater i Saskatoon, Saskatchewan, besvarede spørgsmĂĄl om psykisk lidelse, som om det var noget helbredeligt, ligesom skørbug og engelsk syge! Jeg husker, at jeg tænkte “sikke en ‘sindssyg’ idĂ©!”, Men jeg var sĂĄ ivrig efter at komme ud af min “kemiske spændetrøje”, at jeg var klar til at prøve hvad som helst. Sagt pĂĄ en anden mĂĄde, jeg kunne ikke “leve bedre gennem kemi”!
I det øjeblik undslap min historie pĂĄ en eller anden mĂĄde sin triste afslutning og begav sig i retning af en ny og lysere fremtid med sin historiefortæller løbende for at indhente det forsømte. Jeg løber stadig, men jeg har for længst indhentet det forsømte, og nu er jeg i spidsen. Jeg tager stadig tage store doser af B3- og C-vitaminer sammen med et udvalg af andre næringsstoffer oveni en fornuftig kost. I ĂĄr deltog jeg i den 35. ĂĄrlige konference om Nutidens Ernæringsmedicin [Annual Conference on Nutritional Medicine Today] og kunne igen hilse pĂĄ ​​den mand, der havde ændret mit liv og vist mig vejen ud af den ​psykiske sygdoms labyrint​. Tak igen læge Hoffer. Jeg sender dig en kopi af mit seneste album med posten. PĂĄ det du vil finde en sang med titlen “SmĂĄ grønne piller” [Little Green Pills], medforfattet af mig selv og Carlene Hope, der kritiserer den nuværende psykiatriske praksis, og sørger over den triste kendsgerning, at efter mere end halvtreds ĂĄr efter din opdagelse, har for mange af os har stadig ikke haft heldet til at opleve orthomolekylær medicin, som jeg gjorde. Den sang blev skrevet til og er dedikeret til dig læge Hoffer, og ville i virkeligheden sandsynligvis ikke eksistere uden dit pionerarbejde og din standhaftige ĂĄnd. En dag vil hele den menneskelige familie vide og sætte pris pĂĄ, hvad du har gjort for den, og lægevidenskaben vil have endnu en helt at ære. Indtil da hilser jeg dig som den mand, der satte mig pĂĄ den sti, du opdagede helt tilbage i 1952; stien, der førte mig ud af labyrinten.
Bill Houston
15. august, 2006
http://www.billhouston.ca”
Tilmeld til RSS-læser
Tilmeld dig nyhedsbrevet via email
Om
