Thomas Wagner Nielsen . dk

Del 5 af artikel; originalen findes her: http://baltimorechronicle.com/2009/060109Lendman.shtml

Af Stephen Lendman, mandag 1. juni 2009.

Oversat til dansk 2010-01-23 af Thomas Wagner Nielsen.

“Succes for en Bilderberger/CFR/Trilateralist afhænger af at finde “en mÃ¥de at fÃ¥ os til at overgive vores friheder pÃ¥, i en eller anden fælles trussels eller krises navn. Fondene, uddannelsesinstitutioner, og forsknings-tænketanke støttet af (disse organisationer) udfører tjenester ved at finansiere sÃ¥kaldte ’studier’, der sÃ¥ bliver brugt til at retfærdiggøre deres rene overflødighed. Undskyldningerne varierer, men skydeskiven er altid individuel frihed. Vores frihed” og meget mere.

Bilderbergere, Trilateralister og CFR-medlemmer vil have “et altomfattende monopol” – pÃ¥ regering, penge, industri og ejendom, der er “selvbevarende og for evigt.” I En Monopolists Bekendelser [Confessions of a Monopolist] (1906), forklarede Frederick C. Howe dets virkemÃ¥de i praksis:

Reglerne for stor virksomhed: Skaf et monopol; lad samfundet arbejde for dig. SÃ¥ længe vi anser alle internationale revolutionære og alle internationale kapitalister som hinandens uforsonlige fjender, sÃ¥ overser vi et yderst vigtigt punkt…. et partnerskab mellem international monopol-kapitalisme og international revolutionær socialisme er til deres gensidige fordel.

I Rockefeller Arkivet [The Rockefeller File] skrev Gary Allen:

Sidst i det nittende Ã¥rhundrede forstod det allerhelligste af Wall Street at den mest effektive mÃ¥de at fÃ¥ et monopol pÃ¥, var ved at sige at det var ‘godt for almenheden’ og ‘i offentlighedens interesse.’

David Rockefeller lærte det samme af sin far, John D., Jr. som lærte det af sin far, John D. Sr. De hadede konkurrence og kæmpede for at fjerne den – for David pÃ¥ en global skala gennem En Ny Verdensorden.

I 1970- og 1980′erne samarbejdede Trilateralister og CFR-medlemmer om de sidstnævntes “1980-projektet” [1980 Project], det største CFR-initiativ nogensinde for at styre verdensbegivenheder “hen mod et særligt ønskeligt fremtidigt resultat, der medfører det fuldkomne sammenbrud af økonomien.” SpørgsmÃ¥let er, hvorfor det?

Fordi op til 1950- og 1960′erne betød verdensomspændende industriel vækst mere konkurrence. Det var ogsÃ¥ en model, der skulle følges, og som “skulle kvæles i vuggen” eller i det mindste i stor grad bringes under kontrol. OgsÃ¥ i Amerika, begyndende i 1980′erne. Resultatet er blevet en overførsel af rigdom fra de fattige til de rige, reduktion af middelklassen, og plan for dens endelige bortgang.

Den Nordamerikanske Union (NAU)

Ideén dukkede frem under Reagan-regeringen i de tidlige 1980′ere. David Rockefeller, George Schultz og Paul Volker fortalte præsidenten, at Canada og Amerika kunne slÃ¥es sammen politisk og økonomisk over de næste 15 Ã¥r, bortset fra ét problem – det fransktalende Quebec. Deres løsning – vælg en Bilderberg-venlig statsminister, adskil Quebec fra de andre landsdele, og gør sÃ¥ Canada til Amerika’s 51. stat. Det virkede næsten, men ikke helt da en folkeafstemning om løsrivelse blev nedstemt – 50,56% mod 49,44%, men ikke ideén om sammenlægning.

PÃ¥ et møde den 23. marts, 2005 i Waco, Texas, hvor George Bush, Mexico’s Vincente Fox og Canada’s Paul Martin deltog, blev Sikkerheds- og Trivsels-partnerskabet (SPP) sat i gang, ogsÃ¥ kendt som Den Nordamerikanske Union (NAU). Det var en hemmelighedsfuld aftale i Nordamerikas Uafhængige Arbejdsgruppe – en gruppe organiseret af det Canadiske RÃ¥d af Administrerende Direktører (CCCE) [Canadian Council of Chief Executives], RÃ¥det for Udenlandsforbindelser i Mexico, og CFR [RÃ¥det for Udenlandsforbindelser] med de følgende mÃ¥l:

• at omgÃ¥ tre landes lovgivningsmagter og deres grundlove;
• at undertrykke offentlig viden eller drøftelse; og
• at foreslÃ¥ større integration af økonomi, politik, sociale forhold og sikkerhed mellem De Forenede Stater, Canada og Mexico, med hemmelighedsfulde arbejdsgrupper dannet for at udtænke aftaler, der ikke kan diskuteres og stemmes om, der bliver bindende og uforanderlige.

Kort sagt – et koncern-statskup imod tre nationers suverænitet gennemtvunget med en hÃ¥rd line af militarisering for at undertrykke modstand.

Hvis den bliver vedtaget, vil den skabe et grænseløst Nordamerika, styret af koncerner, uden handels- og kapitalbarrierer for gigantiske virksomheder, hovedsageligt nogle fra De Forenede Stater og meget mere – Amerika’s adgang til vitale ressourcer, især olie og Canada’s rene vand.

I hemmelighed blev over 300 SPP-initiativer udformet for at harmonisere kontinentets politikker angÃ¥ende energi, mad, medicin, sikkerhed, indvandring, produktion, miljøet og offentlig sundhed sammen med militarisering af tre nationer til brug ved gennemtvingelse.”

Fortsættelse følger… (ca. 2 afsnit tilbage.)

Del 4 af artikel; originalen findes her: http://baltimorechronicle.com/2009/060109Lendman.shtml

Af Stephen Lendman, mandag 1. juni 2009.

Oversat til dansk 2010-01-16 af Thomas Wagner Nielsen.

“Den Rockefeller-grundlagte Trilaterale Kommission (TK)

PÃ¥ side 405 i sine erindringer skrev David Rockefeller:

Nogle tror endda, at vi er del af en hemmelig klike, der arbejder imod De Forenede Staters bedste interesse, betegner min familie og mig som ‘internationalister’, der rotter os sammen med andre rundt om i verden for at opbygge en mere integreret, global politisk og økonomisk struktur – én verden, om du vil. Hvis det er sigtelsen, er jeg skyldig, og jeg er stolt af det.

I alliance med Bilderbergere, spiller TK ogsÃ¥ “en afgørende rolle i planen for Den Nye Verdensorden om at bruge velstand, koncentreret i hænderne pÃ¥ de fÃ¥, til at udøve kontrol med verden.” TK-medlemmer deler fælles synspunkter og alle handler om total, uimodsigelig, global dominans.

Grundlagt i 1973 og med hovedkvarter i Washington, søger dens magtfulde medlemmer fra De Forenede Stater, EU og Østasien dens gældende, indstiftede mÃ¥l – en “Ny International Økonomisk Orden,” nu bare en “Ny Verdensorden” styret af globale eliter fra disse tre dele af verden med færre medlemmer lukket ind fra andre lande.

Ifølge TK’s hjemmeside, “har hver regionale gruppe en formand og en næstformand, som alle sammen udgør ledelsen for komitéen. Bestyrelsen trækker endnu 36 individder sammen fra det bredere medlemsskab,” som proportionalt repræsenterer De Forenede Stater, EU og Østasien i dens tidlige Ã¥r, og nu udvidet til stort set at være global.

Medlemmer af komitéen mødes flere gange om året for at diskutere og koordinere deres arbejde. Bestyrelsen vælger medlemmer, og til enhver tid hører omkring 350 til i en tre-års periode, der kan forlænges. Enhver er en fuldendt person fra inderkredsen med ekspertise indenfor forretning, finans, politik, militæret eller medierne, inklusiv forhenværende præsidenter, statsministre, internationale bankfolk, direktører for tænketanke og fonde, universitetsrektorer og udvalgte akademikere, og forhenværende senatorer og kongresmedlemmer, blandt andre.

Selvom dens Ã¥rlige rapporter kan købes, er dens indre virkemÃ¥de, nuværende mÃ¥l, og operationer hemmelige – med god grund. Dens mÃ¥l skader offentligheden og mÃ¥ ikke blive afsløret. Forfatteren af Trilaterale over Washington skrev:

denne gruppe af private borgere er præcist organiseret på en måde, der sikrer, at dens kollektive synspunkter har betydelig indvirkning på samfundets interesser.

I sin bog, Trilateralisme: Den Trilaterale Kommission og Eliten, der planlægger Verdensledelse [Trilateralism: The Trilateral Commission and Elite Planning for World Management], skrev Holly Sklar:

Magtfulde personer i Amerika, Europa og Østasien lader “de rige…. beskytte Vestlig kapitalismes interesser i en eksplosiv verden – sandsynligvis ved at modvirke protektionisme, nationalisme, eller enhver reaktion, der ville sætte eliterne fra én op imod eliterne fra en anden,” i deres fælles stræben efter global dominans.

Trilateralist Zbigniew Brzezinski (TK’s medstifter) skrev i sin Mellem to aldre – Amerika’s rolle i den teknotroniske æra:

folk, regeringer og økonomier i alle nationer bliver nødt til at tjene multinationale bankers og koncerners behov. (Statsforfatningen er) utilstrækkelig…. de gamle rammer for international politik, med deres indflydelsesomrÃ¥de…. suverænitetens opdigtning… er helt klart ikke længere forenelige med virkeligheden….

TK er i dag global med medlemmer fra lande sÃ¥ forskellige som Argentina, Ukraine, Israel, Jordan, Brasilien, Tyrkiet, Kina og Rusland. I sin Trilaterale over Amerika, tror Antony Sutton pÃ¥, at TK’s mÃ¥l er at samarbejde med Bilderbergere og CFR [RÃ¥det for Udenlandsforbindelser] om “at etablere mÃ¥l for samfundets interesse, der skal gennemføres af regeringer verden over.” Han tilføjede at “Trilateralister har afvist De Forenede Staters Statsforfatning og de demokratiske, politiske processer.” Faktisk blev TK grundlagt for at modvirke en “demokratisk krise” – for meget af det, der skulle bringes under kontrol.

En officiel TK-rapport var bange for “den øgede folkelige deltagelse i og kontrol over etablerede sociale, politiske og økonomiske institutioner og især en reaktion imod magtkoncentrationen hos parlamentet i Washington, hos Staten og hos lokale myndigheder.”

For at tage fat pÃ¥ dette var kontrol med medierne afgørende for at udøve “begrænsning af, hvad aviser mÃ¥ udgive (og TV- og radioudsendelse).” Og sÃ¥, ifølge Richard Gardner i juni-udgaven i 1974 af Udenrigspolitik (udgivet af CFR):

CFR’s ledelse bliver nødt til at “løbe en slutspurt rundt om national suverænitet, og nedbryde den stykke for stykke,” indtil den idé helt forsvinder fra den offentlige debat.”

Fortsættelse følger… (ca. 3 afsnit tilbage.)

Del 3 af artikel; originalen findes her: http://baltimorechronicle.com/2009/060109Lendman.shtml

Af Stephen Lendman, mandag 1. juni 2009.

Oversat til dansk 2010-01-10 af Thomas Wagner Nielsen.

“Dominerende mediepartnere

Forhenværende direktør for CBS Nyhederne [CBS News], Richard Salant (1961 – 64 og 1966 – 79) forklarede de store mediers rolle:
“Vores opgave er ikke at give folk, hvad de vil have, men hvad vi beslutter, de bør have.”

CBS og andre mediegiganter kontrollerer alt, hvad vi ser, hører og læser – gennem fjernsyn, radio, aviser, blade, bøger, og store dele af Internettet. Deres topfolk og nogle journalister deltager pÃ¥ Bilderberg-møder – pÃ¥ betingelse af, at de ikke rapporterer noget som helst.

Rockefeller-familien udøver enorm magt, selvom dens regerende patriark, David, fylder 94 den 12. juni og helt sikkert er nær slutning af sin dominans. Dog vandt “Rockefeller’erne (ledet af David) i Ã¥revis stor indflydelse pÃ¥ medierne. (Med den) opnÃ¥ede familien magt over den offentlige mening. Med den offentlige menings puls fik de dyb indflydelse indenfor politik. Og med denne politik, der gÃ¥r pÃ¥ udspekuleret korruption, er de i gang med at tage kontrollen over nationen” og sigter nu efter total verdensherredømme.

Bilderberger/Rockefeller-planen er, at gøre deres synspunkter “sÃ¥ tiltrækkende (ved at tilsløre dem), at de bliver offentlig politik (og kan) presse verdensledere til at underkaste sig ‘Herskerne af Universet’s behov.’ ” Den “frie verdenspresse” er deres instrument til at udbrede “aftalt propaganda” med.

CFR’s kontrol af ministerrÃ¥d

“Den Nationale Sikkerhedslov fra 1947 frembragte Forsvarsministeriet [det Amerikanske Secretary of Defense].” Siden da har 14 forsvarsministre været medlem af CFR [RÃ¥det for Udenlandsforbindelser].

Siden 1940 har hver eneste udenrigsminister, pÃ¥ nær James Byrnes, været et CFR- og/eller Trilateral Kommission’s-medlem.

Gennem de sidste 80 Ã¥r, “har sÃ¥ godt som enhver nøglerÃ¥dgiver for De Forenede Staters Nationale Sikkerhed og for Udenrigspolitik været et CFR-medlem.

Næsten alle topgeneraler og admiraler har været CFR-medlemmer.

Mange præsidentkandidater var/er CFR-medlemmer, inklusiv Herbert Hoover, Adlai Stevenson, Dwight Eisenhower, John Kennedy, Richard Nixon, Gerald Ford, Jimmy Carter (også privilegie-givende TK-medlem), George HW Bush, Bill Clinton, John Kerry og John McCain.

Talrige CIA-ledere var/er CFR-medlemmer, inklusiv Richard Helmes, James Schlesinger, William Casey, William Webster, Robert Gates, James Woolsey, John Deutsch, George Tenet, Porter Goss, Michael Hayden og Leon Panetta.

Mange finansministre var/er CFR-medlemmer, inklusiv Douglas Dillon, George Schultz, William Simon, James Baker, Nicholas Brady, Lloyd Bentsen, Robert Rubin, Henry Paulson og Tim Geithner.

NÃ¥r præsidenter nominerer kandidater til højesteret, tjekker CFR’s “Specialgruppe, Hemmelige Gruppe” eller rÃ¥dgivere, om de kan accepteres. Præsidenter fÃ¥r rent faktisk at vide, hvem der skal udnævnes, inklusiv dem, som udpeges til Landsret og de fleste længere nede.

At programmere den offentlige bevidsthed

Ifølge sociolog Hadley Cantril i hans bog fra 1967, Den Menneskelige Dimension – Erfaringer fra Politisk Forskning [The Human Dimension - Experiences in Policy Research]:

Regeringens “psyko-politiske operationer er propaganda-kampagner designet til at skabe evige spændinger og til at manipulere forskellige grupper af mennesker til at acceptere den bestemte stemning, som CFR søger at opnÃ¥ i verden.”

Den canadiske forfatter Ken Adachi (1929 – 1989) tilføjede:

Det, som de fleste amerikanere tror er ‘offentlig mening’, er i virkeligheden omhyggeligt udformet propaganda, der følger et manuskript, designet til at fremkalde en ønsket, opførelsesmæssig reaktion fra offentligheden.

Og den kendte australske akademiker og aktivist Alex Carey (1922 – 1988) forklarede de tre vigtigste udviklinger i det 20. Ã¥rhundrede – “Demokratiets vækst, væksten i koncernernes magt, og væksten af koncern-propaganda som et middel til at beskytte koncernernes magt imod demokrati.”

Et net af kontrol

De ansatte i talrige tænketanke, fonde, de største medier og andre nøgleorganisationer er CFR-medlemmer. De fleste af dets livstids-medlemmer tilhører ogsÃ¥ TK og Bilderberg-gruppen, opererer i hemmelighed, og udøver enorm magt over De Forenede Stater og forholdene i verden.”

Fortsættelse følger… (ca. 4 afsnit tilbage.)