• Penge som gæld – del 1

  mar 29

  Fra Money As Debt-videoen af Paul Grignon. Teksten findes her: http://paulgrignon.netfirms.com/MoneyasDebt/MoneyasDebt_revised2009TRANSCRIPT.pdf

  Oversat 2010-03-27 af Thomas Wagner Nielsen:

  Vi stÃ¥r helt uden et permanent pengesystem…
  Det er det mest vigtige emne, intelligente personer kan undersøge og tænke over.
  Det er så vigtigt, at vores nuværende civilisationen måske bryder sammen, medmindre det bliver forstået vidt og bredt og manglerne afhjælpes meget snart.
  ~ Robert H. Hemphill, chef for udlån, Den Amerikanske Centralbank i Atlanta, Georgia (1935)

  Hver eneste gang en bank yder et lÃ¥n … skabes ny bankkredit – nye indskud – helt nye penge.
  ~ Graham F. Towers, direktør, Den Canadiske Bank, 1934-54

  Den proces, som bankerne laver penge med, er så simpel at sindet bliver frastødt.
  ~ John Kenneth Galbraith, økonom

  Tillad mig at udstede og kontrollere en nations penge, og jeg vil være ligeglad med, hvem der laver dens love.
  ~ Mayer Anselm Rothschild, bankmand

  To store mysterier dominerer vore liv: Kærlighed og penge.

  “Hvad er kærlighed?” er et spørgsmÃ¥l, der er blevet uendeligt meget udforsket i historier, sange, bøger, film, og pÃ¥ TV.

  Men det samme kan IKKE siges om spørgsmÃ¥let “Hvad er penge?”

  Det er ikke overraskende, at teorien om penge ikke har givet inspiration til en Hollywood-film. Men det blev ikke engang nævnt i de skoler, de fleste af os gik på.

  For de fleste af os, fremkalder spørgsmÃ¥let “Hvor kommer pengene fra?” et billede af seddelpressen [the mint], der trykker sedler og støber mønter. Penge, tror de fleste af os, bliver skabt af regeringen.

  Det er rigtigt nok, men kun et stykke af vejen. Disse værdisymboler af metal og papir, vi normalt opfatter som penge bliver, rigtigt nok, fremstillet af et agentur i den føderale regering kaldet seddelpressen [the mint].

  Men langt størstedelen af pengene skabes ikke af seddelpressen. De skabes i store mængder hver dag af private selskaber kendt som banker.

  De fleste af os tror på, at bankerne udlåner penge, der er blevet tiltroet dem af indskyderne. Let at forestille sig. Men ikke sandheden.

  Faktisk skaber banker de penge, de udlåner, ikke fra bankens egen indtjening, ikke fra deponerede penge, men direkte fra låntagernes løfte om at tilbagebetale.

  Til gengæld for lÃ¥ngiver’s aftale om at udlÃ¥ne hovedstolen til lÃ¥ntager, pantsætter lÃ¥ntageren jorden til lÃ¥ngiver som sikkerhed for betaling af pengene til pant og opfyldelsen af alle lÃ¥ntagers andre løfter og aftaler, som er fastsat i denne pant indtil lÃ¥ntager har udført alle lÃ¥ntagerens forpligtelser i henhold til dette pant.

  Låntagerens underskrift på lånets papirer er en forpligtelse til at betale banken lånets størrelse med tillæg af renter, eller, miste huset, bilen eller hvilket som helst aktiv, der blev stillet som sikkerhed. Det er et stort tilsagn fra låntager.

  Hvad betyder den samme underskrift, der kræves af banken? Banken får lov til at fremmane lånebeløbet og uden videre skrive det ind på låntagerens konto.

  Lyder det langt ude?

  Det kan da ikke være rigtigt. Men det er det.

  For at demonstrere hvordan dette mirakel af et moderne bankvæsen kom til verden så overvej over denne simple historie:

  En kort og bred metaforisk fortælling om bankvirksomhed

  Guldsmedens fortælling

  En gang på forskellige tidspunkter, blev stort set alt brugt som penge.

  Det skulle blot kunne tages med og nok folk skulle have tillid til, at det senere kunne veksles til ting af reel værdi så som mad, tøj og husly. Muslingeskaller, kakaobønner, smukke sten, selv fjer har været brugt som penge.

  Guld og sølv var attraktivt, blødt og let at arbejde med, så nogle kulturer blev eksperter i disse metaller. Guldsmedene gjorde handel meget lettere ved at fremstille mønter, standardiserede enheder af disse metaller, hvis vægt og renhed var certificeret.

  For at beskytte sit guld havde guldsmeden brug for en boks.

  Snart bankede hans medborgere på hans dør, og ønskede at leje plads til at beskytte deres egne mønter og værdigenstande.

  Inden længe havde guldsmeden udlejet alle hylder i sin boks og tjente en lille indtægt fra hans boksudlejningsvirksomhed.

  Årene gik, og guldsmeden gjorde en klog iagttagelse. Indskyderne kom sjældent ind for at fjerne deres faktiske, fysiske guld, og de kom aldrig ind alle på én gang.

  Det var fordi, at tilgodesedlerne, som guldsmeden havde skrevet som kvitteringer for det deponerede guld, blev handlet på markedspladsen, som om de var guldet selv.

  Disse papirpenge var langt mere praktiske end tunge mønter, og et beløb kunne ganske enkelt noteres, i stedet for møjsommeligt at blive optalt én efter én for hver transaktion.

  I mellemtiden havde guldsmeden udviklet en anden forretning. Han udlånte sit guld og krævede renter.

  Nå, men efterhånden som bekvemme tilgodeseddelpenge blev accepteret, begyndte låntagere at spørge efter deres lån i form af disse tilgodesedler i stedet for det faktiske metal. Efterhånden som industrien udvidede sig bad flere og flere mennesker guldsmeden om lån.

  Dette gav guldsmeden en endnu bedre idé.

  Han vidste, at meget få af hans indskydere nogensinde fjernede deres faktiske guld. Så guldsmeden regnede med, at han sagtens kunne slippe af sted med udlån af tilgodesedler på hans indskyderes guld, ud over sit eget.

  Så længe lånene blev tilbagebetalt, ville hans indskydere ikke blive klogere, og ikke ringere stillet. Og guldsmeden, nu mere bankmand end håndværker, ville få en langt større gevinst, end han kunne ved blot at udlåne sit eget guld.

  I årevis havde guldsmeden i hemmelighed en god indkomst fra renter på alle andres indskud.

  Nu en fremstående långiver, voksede han sig støt rigere end sine medborgere og han var stolt af det. Mistanken voksede, om at han brugte sine indskyderes penge. Hans indskydere fandt sammen og truede med at tilbagetrække deres guld, hvis guldsmeden ikke bekendte kulør om sin nyvundne rigdom.

  I modsætning til hvad man kunne forvente, viste dette sig ikke at være en katastrofe for guldsmeden. På trods af den dobbelthed der lå i hans ordning, virkede hans idé. Indskyderne havde ikke tabt noget. Alt deres guld var i sikkerhed i guldsmedens boks.

  Snarere end at tage deres guld tilbage, krævede indskyderne, at guldsmeden, nu deres bankmand, skar dem en del af kagen ved at betale dem en del af renterne.

  Og det var starten af bankvirksomhed. Bankmanden betalte en lav rente på indlån af andre folks penge, som han så lånte ud til en højere rente.

  Forskellen dækkede bankens omkostninger til drift og dens fortjeneste. Logikken i dette system var simpel. Og det virkede som en rimelig måde at tilfredsstille efterspørgslen efter kredit på.

  Men dette er IKKE den måde, som bankvirksomhed fungerer på i dag.

  Vores guldsmed / bankmand var ikke tilfreds med den indkomst, der var tilbage efter at have delt renteindtjeningen med sine indskydere.

  Og efterspørgslen efter kredit voksede hurtigt, efterhånden som europæere spredte sig ud over verden. Men hans lån blev begrænset af mængden af guld hans indskydere havde i hans boks.

  Det var på dét tidspunkt, han fik en endnu mere modig idé. Da der ikke var én, udover ham selv, der vidste, hvad der rent faktisk var i hans boks, kunne han udlåne tilgodesedler på guld, der ikke engang var der!

  Så længe alle indehaverne af tilgodesedler ikke kom hen til boksen på samme tid og krævede virkeligt guld, hvordan ville nogen som helst så finde ud af det?

  Denne nye ordning fungerede udmærket, og bankmanden blev meget velhavende på renter
  betalt på guld, som ikke eksisterede!

  Tanken, om at bankmanden bare ville lave penge ud af ingenting, var for uhyrlig til, at man kunne tro på den, så, i lang tid, er tanken ikke forekommet for mennesker.

  Men, magten til bare at opfinde penge steg bankmanden til hovedet, som du nok godt kan forestille dig. Med tiden, udløste størrelsen af bankmandens udlån og hans pralende rigdom mistanke én gang til.

  Nogle låntagere begyndte at kræve ægte guld i stedet for papirsymboler. Dette startede rygter.

  Pludselig dukkede flere velhavende indskydere op for at fjerne deres guld. Spillet var slut!

  Et hav af indehavere af tilgodesedler oversvømmede gaden uden for bankens lukkede døre. Ak, bankmanden havde ikke nok guld & sølv til at indløse al papiret, han havde givet dem i hånden.

  Dette kaldes et “stormløb pÃ¥ banken”, og er, hvad enhver bankmand frygter.

  Dette fænomen med et “stormløb pÃ¥ banken” ødelagde enkelte banker og, ikke overraskende, skadede offentlighedens tillid til alle banker.

  Det ville have været ligetil at forbyde den praksis med at skabe penge ud af ingenting.

  Men de store mængder af kredit, som bankfolkene tilbød, var blevet afgørende for den Europæiske kommercielle udvidelses succes.

  SÃ¥, i stedet, blev praksis legaliseret og reguleret.

  Bankfolkene blev enige om at overholde grænser for mængden af fiktive lånepenge, der kunne udlånes. Grænsen ville stadig være et tal meget større end den faktiske værdi af guld & sølv i boksen. Ganske ofte var forholdet 9 fiktive dollars til 1 faktiske dollar i guld.

  Disse forordninger blev håndhævet ved uanmeldte kontrolbesøg.

  Det blev også aftalt, at i tilfælde af et stormløb, ville centralbanker støtte lokale banker med nødindsprøjtninger af guld.

  Kun hvis der var stormløb pÃ¥ en masse banker samtidig ville bankfolkenes kreditboble briste og systemet brage sammen.”

  Fortsættes…

  Tilføj din kommentar

  Flere indlæg om samme emne

  • 23. april 2010 -- Penge som gæld – del 4
  • 1. april 2010 -- Penge som gæld – del 3
  • 31. marts 2010 -- Penge som gæld – del 2
  • 22. april 2010 -- Betaler du dit eget slaveri?
  • 12. august 2009 -- Skrot fodlænken

Skriv et svar