-
Stivkrampevaccine – del 1
maj 19Fra http://www.vaccinetruth.org/page_8.htm . Oversat til dansk 2010-05-15 af Thomas Wagner Nielsen:
“Stivkrampevaccine [Tetanus]
Den næste vaccine i denne gruppe er stivkrampe. Stivkrampe opstĂĄr, nĂĄr et sĂĄr ikke rengøres ordentligt og bakterien bliver fanget i sĂĄret og afskĂĄret fra ilt. Typisk vil dette være et stiksĂĄr, hvor huden vil lukke hurtigt og efterlader infektion nedenunder som med et rustent søm. SĂĄr der bløder vil aldrig resultere i stivkrampe fordi tetanus bacillus er anaerob. Information taget fra indlægssedlen fra den farmaceutiske virksomhed, der fremstiller lægemidlet viser: “Dette er primært en sygdom blandt ældre voksne.” Nyfødte er typisk ikke i fare for at blive stukket af et rustent søm. Neonatal Tetanus [stivkrampe i de første par dage af en babys liv] forekommer blandt børn født under uhygiejniske forhold. Følgende oplysninger er skrevet af læge Sherri Tennpenny:
Stivkrampe er en sygdom forårsaget af den Gram-positive bakterie Clostridium tetani, der findes i jorden som en spore. Høje koncentrationer kan være til stede, hvis jorden er blevet forurenet med dyrs og menneskers afføring. Under anaerobe forhold (lavt iltindhold), kan sporerne spire og frigive en potent nervegift, kaldet tetanospasmin, ind i blodbanen. Beskidte, dybe stiksår, der er forurenet med jord er i den største risikozone for infektion. Sår, der er gået koldbrand i, eller skader forårsaget af forfrysninger, kvæstelser og forbrændinger er også i øget risiko.
Inkubationstiden før begyndelsen af stivkrampesymptomer kan tage fra flere dage til flere måneder, afhængigt af placeringen af podningen. Når sporerne spirer, frigøres giften ind i blodbanen og vandrer til perifere nerver, og knyttes til sidst til modtagerområder på nervernes endeplader. Resultatet er vedholdende, smertefulde muskelkramper.
De fire kliniske typer stivkrampe er generaliseret, lokal, hoved, og neonatal, med generaliseret stivkrampe værende den mest almindelige. Denne form manifesterer sig som de klassiske spasmer, der kan vare fra sekunder til minutter. Død på grund af stivkrampe skyldes spasmer i stemmebåndene og spasmer i vejrtrækningsmusklerne, hvilket fører til vejrtrækningssvigt.
Den højeste dødelighed for stivkrampe ses blandt de meget gamle og de helt unge, men i gennemsnit er det generelt rapporteret i det meste litteratur, at dødeligheden er omkring 30%. Helbredelse kan tage flere måneder, men er normal fuldstændig, medmindre uforudsete komplikationer forekommer. Ja, du læste rigtigt, fuldstændig helbredelse.
Det er en trossætning, bredt accepteret af både læger og patienter, at stivkrampe næsten altid er dødelig, især hvis personen ikke er vaccineret. Denne frygt er så dybt forankret, at jeg personligt har set patienter pligtskyldige vente i en travl skadestue i timevis for at få en stivkrampevaccination, fordi de havde fået et overfladisk snit, mens de vaskede op.
Før jeg vidste bedre, og fordi “standarden for pleje” dikterer, at ethvert snit fĂĄr en stivkrampevaccination, gav jeg disse skud ud som slik, i den tro at det var bedre at “overbeskytte” end at risikere at udvikle et “fatalt” tilfælde af stivkrampe.
At opdage at de fleste mennesker kommer sig efter et akut anfald af stivkrampe var uventet, men det var bekymrende at konstatere, at mange af de rapporterede tilfælde af stivkrampe var “fuldt vaccinerede” mennesker. En gennemgang af Ugens rapport om sygelighed og dødelighed [MMWR] fra CDC [Centeret for kontrol og forebyggelse af sygdomme] kaldet “StivkrampeovervĂĄgning – De Forenede Stater, 1995 – 1997, afslørede uventet information og fakta. Men fordi denne rapport er hæmmet af komplicerede statistikker, der metodisk skal vikles ud, er det ikke sĂĄ mærkeligt, at kun fĂĄ er klar over dens indhold.
Dokumentet beskriver 124 tilfælde af stivkrampe rapporteret mellem 1995 og 1997. Her er, hvad der blev rapporteret:
Næsten 25 procent (24,8%) af dem, der pĂĄdrog sig akut stivkrampe havde fĂĄet mindst Ă©n dosis af vaccinen og mere end tolv procent (12,4%) af patienterne var fuldt vaccinerede, med tre eller flere doser af stivkrampe. Af de 66 (53,7%) personer, der havde en “ukendt vaccinationsstatus”, kan det med rimelighed antages, at en del af dem havde fĂĄet et eller flere stivkrampestik pĂĄ et eller andet tidspunkt i deres liv. Derfor er udtalelsen fra CDC, at “sygdommen fortsat forekommer næsten udelukkende blandt personer, der er uvaccinerede, utilstrækkeligt vaccinerede eller hvis vaccinationsfortid er ukendt eller usikker” simpelthen ikke sand. Den “logiske begrundelse” for at fĂĄ en stivkrampevaccination er, at mildere tilfælde vil finde sted blandt de vaccinerede. Dette er et argument, der bruges for alle de pĂĄbudte vacciner. Men eftersom dødeligheden (11,2%) er lavere end rapporteret og det tilsyneladende lave antal samlede tilfælde, bør følgende spørgsmĂĄl stilles:
- Hvad er den reelle risiko for at få et alvorligt tilfælde af stivkrampe, hvis du er uvaccineret?
- Hvor mange tilfælde af alvorlig stivkrampe ville der opstå, hvis alle sår blev plejet korrekt?
- Hvilket niveau af antistof giver faktisk beskyttelse mod et alvorligt tilfælde af stivkrampe?
Sandheden er, at antistofniveauet, der kræves for at være universelt beskyttende, er ukendt. Det “generelt accepterede” beskyttende niveau for tetanus-antistof > 0,15 IU/mL. Dette niveau blev foreslĂĄet af Snead in 1937, og det har været accepteret “standard” siden da. Men tallet er vilkĂĄrligt og ikke garanteret til at beskytte mod infektion. Derfor er det at vaccinere rutinemæssigt hvert 10. ĂĄr, som tidsskriftsartiklen antyder, blot for at fastholde “passende antistofniveauer” unødvendigt, og giver ikke blot personen en falsk følelse af sikkerhed, det kan faktisk skade. Stivkrampevacciner har ikke fĂĄet den “dĂĄrlige omtale i pressen”, som mange af de andre vacciner for nylig har fĂĄet. I opsathed pĂĄ at beskytte mod denne “dødelige sygdom,” er forestillingen, at risikoen for smitte langt overstiger vaccinens potentielle risiko. Hvad kan det skade? Jeg troede, at vaccinen kun indeholdt inaktiveret stivkrampegift og sterilt vand. Jeg er overbevist om, at det er opfattelsen blandt næsten alle læger. Det var foruroligende at lære om de øvrige indholdsstoffer, der er i vaccinen med stivkrampegift: formaldehyd; monobasisk natriumfosfat; dibasisk natriumfosfat, (irriterende for øjne og hud, og som kan være skadeligt, hvis det indtages); glycin, aluminium, og 25 ug. thimerosal (kviksølv). Der er tydeligvis mere i stivkrampevaccinen end inaktiveret gift! Hvis en patients stivkrampestatus er “ukendt” gives et ekstra skud rutinemæssigt pĂĄ skadestuen, fordi det menes at være uskadeligt. Men det er simpelthen dĂĄrlig medicin. Hvis personen ikke har brug for stivkrampe-boosteren [forstærkeren/hjælperen], kan vaccinen forĂĄrsage en alvorlig allergisk reaktion, der kaldes en Arthus-type, type III overfølsomhedsreaktion. Denne bivirkning er defineret som “en akut betændelsesreaktion forĂĄrsaget af aflejring af antigen- antistof-komplekser i vævet.”
“Arthus-type”-variationen forĂĄrsager klassisk kun en reaktion pĂĄ indsprøjtningsstedet, men resultatet er en akut celledræbende betændelse i blodet og lokal celledød i vævene. Reaktionen starter 2 – 8 timer efter en indsprøjtning med stivkrampegift og opstĂĄr hvis personen har meget høje [niveauer af] serum antigift-antistoffer pĂĄ grund af alt for hyppige indsprøjtninger. Ud over den lokale reaktion, kan svære systemiske reaktioner forekomme. En delvis liste over bivirkninger omfatter hovedpine; kvalme; opkastning; ledesmerter; forhøjet puls; besvimelse; kranienervelammelse; og en lang række neurologiske komplikationer herunder EEG-forstyrrelser [elektriske hjernebølger], slagtilfælde og hjernesygdom; overfølsomhed og Guillian-Barre-syndrom. At anbefale “rutinemæssige” stivkrampe-boostere baseret pĂĄ matematiske modeller af nedbrydning af antistof kan resultere i alvorlige komplikationer og er ganske rigtigt et risikabelt foretagende.
Men hvad med difteri? Har vi brug for at være pĂĄ vagt overfor denne infektion?”
Tilføj din kommentarFlere indlæg om samme emne
Skriv et svar
Tilmeld til RSS-læser
Tilmeld dig nyhedsbrevet via email
Om
Nyeste indlæg
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 11
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 10
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 9
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 8
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 7
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 6
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 5
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 4
- Børn dør af ADHD-medicin – del 3
- Børn dør af ADHD-medicin – del 2