-
Stivkrampevaccine – del 2
maj 20Fra http://www.vaccinetruth.org/page_8.htm . Oversat til dansk 2010-05-15 af Thomas Wagner Nielsen:
“Difteri er en infektion forÃ¥rsaget af den Gram-positive bakterie, Corynebacterium diphtheriae, dens navn stammer fra et græsk værk og betyder “læderskjul”. Tidlige symptomer omfatter ondt i halsen, utilpashed, og lav feber. Selv om difteriinfektioner i huden forekommer, sker den mest almindelige form for infektion i mandler og svælg. Hvis det ikke behandles tidligt, udvikler en grÃ¥lig/grøn membran sig i den bageste del af halsen, der kan føre til Ã¥ndedrætsblokering. Lige som stivkrampe, er komplikationerne fra difteri forÃ¥rsaget af et giftstof frigivet af de inficerende bakterier. Sværhedsgraden af sygdommen er relateret til mængden af gift, som absorberes i hele kroppen fra infektionsstedet. De hyppigste komplikationer forÃ¥rsaget af giften omfatter uregelmæssig hjerterytme og nervelammelse, der involverer ganen, øjne, lemmer og mellemgulv. Selv med disse omfattende komplikationer, sker der normalt fuldstændig helbredelse inden for fem uger efter begyndelsen. Døden indtræder hvis ikke komplikationerne støttes medicinsk. Fuldstændig helbredelse? Har vi hørt dén før?…
Der findes mange forskellige arter af Corynebacterium almindeligvis forekommende i jord, støv og forurenet vand, og de fleste medfører ikke alvorlig infektion. Faktisk producerer de fleste stammer af C. diphthereae ikke den sygdomsfremkaldende gift! Først når bakterierne er blevet inficeret med en bestemt virus, der kaldes en B-bakteriofag [virus der angriber bakterier] bliver giften produceret. B-bakteriofag indeholder den specifikke genetiske information til at kode for giften, og derfor forårsager kun stammer smittet med virusen alvorlig sygdom. Det vigtige spørgsmål er, så, hvor ofte en sådan begivenhed indtræffer.
Artiklen henviser til et “nyligt udbrud” af difteri i den tidligere Sovjetunion, som den primære grund til at genvaccinere. Det antages, at et fald i vaccinationsraten var den væsentligste Ã¥rsag til udbruddet af difteri i 1990-1995 i de nye uafhængige stater (NIS). Denne epidemi er ofte nævnt som Ã¥rsag til at opretholde en høj vaccinationsrate. Lad os tage et nærmere kig pÃ¥, hvad der skete i Sovjetunionen pÃ¥ det tidspunkt. I 1991 var femten nye lande lige blevet uafhængige efter opløsningen af Sovjetunionen og kort tid derefter brød infrastrukturen i regionen fuldstændig sammen. Affald hobede sig op i gaderne i Moskva og andre byer. Store flygtninge- og omvandrerlejre invaderede de store byomrÃ¥der. Sundhedsydelser, herunder engangssprøjter og kanyler, var næsten ikke-eksisterende.
Fra 1995 var Ruslands årlige sundhedsplejebudget lidt mindre end 1 procent, omkring det samme som i de fattigste afrikanske nationer. Halvdelen af landets 21.000 hospitaler havde ingen varmt vand, en fjerdedel havde ingen kloaksystemer, og flere tusinde havde ingen vand overhovedet. På operationsstuerne var virkelig sterile instrumenter sjældne og blod blev skyllet væk fra hospitalsgulvet med en haveslange. Mere end 150.000 akutte infektioner og næsten 5.000 dødsfald som følge af difteri blev anslået at have fundet sted mellem 1990 og 1998. Men selv med indledningen af udbredte vaccinationskampagner fra Verdenssundhedsorganisationen [WHO] i 1994, blev mere end 2.700 tilfælde stadig indrapporteret i 1998. At sammenligne hvad der skete i NIS [De nye uafhængige stater] med, hvad der måske ville ske, hvis antistofniveauerne falder i USA, uden hensyntagen til levevilkårene i hvert land, er en ugyldig sammenligning.
Hvad med vaccinerne?
Der er flere tilgængelige vaccinevalg: tetanustoksoid (TT); difteritoxoid plus tetanustoksoid (dT) til voksne; difteritoxiod plus tetanustoksoid (DT) til børn og tetanus immunglobulin (TIG). Difterivaccine fÃ¥s ikke separat. Ligesom stivkrampevaccine, er difterivaccinen fremstillet af toksin [giftstof] fra C. diphtheriae. Bakterierne dyrkes i et medium af mælkeprotein [casein] og det færdige produkt indeholder ammoniumsulfat, rester af formaldehyd, natriumbikarbonat, 0,3 mg aluminiumfosfat og 25 ug thimerosal [organisk kviksølv]. Tetanustoksoid-vaccinen (TT) blev drøftet tidligere, og er den vaccine, der hyppigst gives. Der er to former for difterivaccine, pædiatrisk [til børn] (D) og voksne (d), og denne vaccine gives altid i kombination med tetanustoksoid. Derfor er den pædiatriske vaccine DT og den voksne vaccine dT. Der skelnes fordi DT-formen indeholder 8 gange mere difteritoxoid end dT-form. Det er ikke tilrÃ¥deligt at give den pædiatriske vaccine, DT, til voksne eller til børn over en alder af 7 Ã¥r pÃ¥ grund af den øgede sandsynlighed for bivirkninger. Spædbørn fÃ¥r 4 doser af DT-formen (som DTP eller DTaP) i løbet af de første 12 mÃ¥neder af livet. Resultatet er, at spædbørn fÃ¥r 32 gange den dosis af difteritoxin fra DT-formen, som de ville fÃ¥, hvis dT-formen blev brugt. Grunden til at den højere koncentration er “sikker” for mindre, yngre børn, er uklar. Stivkrampe-immunglobulin (TIG) er en vaccine, der indeholder antistoffer mod tetanustoxin udvundet fra plasma fra donorer tidligere vaccineret med tetanustoksoid [stivkrampegiftstof]. Denne vaccine anses for at give “passiv immunisering”, hvilket betyder, at antistoffer gives pÃ¥ tidspunkter med et øjeblikkeligt behov. Det højeste niveau af antistoffer i blodet pÃ¥ grund af denne vaccine opnÃ¥s ca. 2 dage efter indsprøjtningen og er i omløb i ca 23 dage. TIG kan bruges efter en akut skade hos patienter, hvis immuniseringsstatus er ukendt eller ufuldstændig.”
Tilføj din kommentarFlere indlæg om samme emne
Skriv et svar
Tilmeld dig nyhedsbrevet via email
Nyeste indlæg
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 11
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 10
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 9
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 8
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 7
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 6
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 5
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 4
- Børn dør af ADHD-medicin – del 3
- Børn dør af ADHD-medicin – del 2

