-
Stivkrampevaccine – del 3
maj 21Fra http://www.vaccinetruth.org/page_8.htm . Oversat til dansk 2010-05-16 af Thomas Wagner Nielsen:
Hvilke andre behandlingsmuligheder?
Selvom ordentlig sĂĄrhygiejne har været kendt siden 1940′erne for at være den bedste mĂĄde at forebygge infektion pĂĄ, har det en tendens til at blive overset, som værende den bedste mĂĄde at forebygge stivkrampe pĂĄ. Uanset immuniseringsstatus, bør beskidte sĂĄr rengøres ordentligt og knust væv bør fjernes kirurgisk.
Difteriinfektioner kan forebygges ved grundig håndvask og god ernæring.
Antibiotiske behandlingssystemer er tilgængelige til behandling af både stivkrampebakterie- og difteriinfektioner. Den røde bog [The Red Book ™], der udgives af Det amerikanske selskab af børnelæger [American Academy of Pediatrics] kommer med et forslag til en alternativ behandling af stivkrampe. Antibiotikummet metronidazol (30 mg/kg/dag) givet med 6-timers mellemrum er effektivt til at mindske bakterietallet i et sår. Metronidazol er det valgte antibiotikum til beskidte sår. Et andet valg er penicillin G (100.000 U/kg/dag), der kan indsprøjtes, og der gives med 4- til 6-timers mellemrum. Disse behandlinger bør fortsættes i 10 til 14 dage. (14) Det fremgår, at en forebyggende serie af antibiotika ville være klogt i forbindelse med beskidte sår for at forhindre muligheden for, at C. tetani spirer og producerer giftstoffer. Desuden er der en antibiotikabehandling til rådighed for difteriinfektioner. Erythromycin oralt eller ved indsprøjtning (40 mg/kg/dag, maksimalt, 2 gm/dag) eller prokain-penicillin G dagligt, intramuskulært (300.000 U/dag for dem, som vejer 10 kg eller derunder og 600.000 U/dag for dem, som vejer mere end 10 kg) og kan gives i 14 dage. Sygdommen er normalt ikke smitsom 48 timer efter antibiotika er blevet givet. Fjernelse af organismen bør dokumenteres ved to på hinanden efterfølgende negative halskulturer efter behandlingen er afsluttet. (15) Da næsten enhver halsbetændelse indenfor konventionel medicin behandles med et antibiotikum, er det måske årsagen til den faldende forekomst af difteri, og ikke vaccinen. En tredje mulighed er at bruge TIG-vaccine på et tidspunktet med akut skade. Det ser ud til, at behandling med TIG er en passende form for behandling. På indlægssedlen står der følgende:
“Hvis det er utilrĂĄdeligt at bruge stivkrampetoxoid-præparater for en person, som ikke har afsluttet en primær række af stivkrampetoksoid-immuniseringer, og personen har et sĂĄr, som hverken er rent eller lille, bør der kun gives passiv immunisering ved hjælp stivkrampe-immunglobulin.”
Med alle disse muligheder, bør det at vaccinere voksne rutinemæssigt for at opretholde et vilkårligt antistofniveau anses for at være uhensigtsmæssig sundhedspleje. Oveni det, bør det at have kendskab til de reelle fakta om disse infektioner og være bekendt med de tilgængelige behandlingsmuligheder give en tryghed for forældre, der vælger ikke at vaccinere.
I 1948 udførte to forskere pĂĄ Harvards skole for medicin [Harvard Medical School], Randolph Byers og Frederik Moll, forsøg med DPT pĂĄ Børnehospitalet i Boston, og konkluderede, at alvorlige neurologiske problemer fulgte efter, at vaccinen blev givet. Resultaterne blev offentliggjort i Børnelægen [Pediatrics], et respektabelt medicinsk tidsskrift. Resultaterne blev fuldstændig ignoreret af det medicinske og farmaceutiske samfund. I 1976 bemærkede Charles Manclark, en videnskabsmand hos FDA [Fødevare- og lægemiddelstyrelsen i USA], “DPT’en havde en af de værste fejlrater end noget andet produkt indleveret til test i Den biologiske afdeling [Division of Biologics]“.
Og tag så et kig på, hvad læge Mendelsohn siger om stivkrampe;
(Folkelægens Nyhedsbrev 1976-1988)
Du har al mulig ret til nøje at stille mig spørgsmĂĄl om stivkrampevaccinen, da dette var den sidste vaccine, jeg opgav. Det var ikke svært for mig at opgive vacciner for kighoste, mæslinger, og røde hunde pĂĄ grund af deres handicappende og til tider dødelige bivirkninger. FĂĄresygevaccinen, en højrisiko produkt og et produkt med ringe fordele, forekom mig og masser af andre læger som værende fjollet fra det øjeblik, den blev indført. Argumenter for difterivaccinen var behæftet med epidemier gennem de sidste 15 ĂĄr, som viste samme dødelighed og samme sværhedsgrad af sygdom hos dem, som blev vaccineret mod dem, som ikke blev vaccineret. Med hensyn til kopper, opgav selv regeringen den vaccine i 1970, og jeg opgav poliovaccinen, da Jonas Salk viste, at den bedste mĂĄde at pĂĄdrage sig polio pĂĄ i USA var ved at være i nærheden af et barn, som for nylig havde taget Sabin-vaccinen. Men stivkrampevaccinen havde et tag i mig i meget længere tid. Som du pĂĄpeger, opgav jeg troen pĂĄ denne vaccine i trin. I et stykke tid holdt jeg stadig fast i forestillingen om, at landbofamilier og folk, som arbejder omkring staldene bør fortsætte med at fĂĄ stivkrampestik. Men pĂĄ trods af min tidlige indoktrinering med frygt for at “rustne søm”, har jeg i de seneste ĂĄr udviklet en større frygt for indsprøjtningskanylen. Min begrundelse er:
1) De videnskabelige beviser for, at alt for hyppige stivkrampe-hjælpere faktisk kan forstyrre immunreaktionen.
2) Der har været en gradvis tilbagetrækning fra selv de mest konservative myndigheder fra at give stivkrampe-hjælpere hvert år til hvert andet år til hvert femte år til hvert 10. år (som nu, anbefalet af Det amerikanske selskab af børnelæger), og ifølge nogle, hvert 20. år. Alle disse tal er baseret på gæt snarere end på hårde, videnskabelige beviser.
3) Der har været en voksende erkendelse af, at ingen kontrolleret videnskabelig undersøgelse (hvor halvdelen af patienterne fik vaccinen, og den anden halvdel fik indsprøjtninger med sterilt vand) nogensinde har været foretaget for at vise sikkerheden og effektiviteten af stivkrampevaccinen. Beviser for vaccinen kommer fra epidemiologiske undersøgelser, der i sagens natur er kontroversielle, og som ikke opfylder kriterierne for videnskabelig dokumentation.
4) Stivkrampevaccinen er i løbet af årtierne gradvist blevet svækket med henblik på at reducere den betydelige reaktion (feber og hævelse), som den førhen forårsagede. Som ledsager af denne reduktion i reaktivitet har der været en samtidig reduktion i antigenicitet (evnen til at give beskyttelse). Derfor er der en god chance for, at stivkrampevaccinen i dag er omtrent lige så effektivt som vand fra hanen.
5) Først indenfor de sidste par år, indrømmede de offentlige statistikker, at 40 procent af børnebefolkningen i USA ikke var immuniserede. Hvor var stivkrampetilfældene på grund af alle de rustne søm, i alle disse årtier?
6) Der findes nu en voksende teoretisk bekymring, som kæder immuniseringer sammen med den enorme stigning i de seneste årtier af autoimmune sygdomme, f.eks leddegigt, multipel sklerose, betændelse i huden [lupus erythematosus], lymfekræft [lymphoma], og leukæmi [kræft i blodet]. I et tilfælde, Guillain-Barre-lammelse på grund af svineinfluenzavaccine, viste forholdet sig at være mere end blot teoretisk.
Under udarbejdelsen af min vidnesbyrd til retssalen på vegne af et barn, der angiveligt blev hjerneskadet som følge af DPT-vaccinen (difteri, kighoste, stivkrampe), gennemgik jeg ordineringsoplysningerne (indlægssedlen) for produktet fra Connaught Laboratorier, som dette barn blev givet. Informationen i indlægssedlen i 1975 og 1977, der var 19 centimeter lang, listede tre videnskabelige referencer til støtte for de medicinske råd, medicinske advarsler, og bivirkninger for denne vaccine. I 1978, var længden af indlægssedlen vokset til 34 centimeter, og antallet af videnskabelige referencer var steget til 11. I 1980 var indlægssedlen 46 centimeter lang, og referencerne var 14. Af disse nyligt tilføjet henvisninger, behandlede syv (tre fra amerikanske medicinske tidsskrifter og fire fra udenlandske medicinske tidsskrifter) specifikt reaktionerne af stivkrampe-delen af DPT-(toksoid)-vaccinen.
En artikel i Neurologisk Arkiv (1972) beskrev brachial pleksus neuropati (hvilket kan føre til lammelse af armen) pĂĄ grund af stivkrampetoxsoid. Fire patienter, som udelukkende fik stivkrampetoksoid, bemærkede begyndelsen af svaghed i leddene fra seks til 21 dage efter vaccinationen. En artikel fra 1966 offentliggjort i Den amerikanske medicinske sammenslutnings journal, rapporterer det første tilfælde af “perifer neuropati, der fulgte efter tildelingen af stivkrampetoksoid.” En 23-ĂĄrig, hvid medicinstuderende modtog en indsprøjtning med stivkrampetoksoid i hans højre overarm efter en afskrabning pĂĄ højre knæ, mens han spillede tennis. Adskillige timer senere, udviklede han svanehalshĂĄnd [lammelse af hĂĄndens strækkemuskler] i sin højre hĂĄnd. Han led senere af komplet motorisk og sensorisk lammelse fordelt via den højre radialnerve (en af de største nerver, der forsyner armen og hĂĄnden med nerver). En mĂĄned senere kunne en rest af motorisk eller sensorisk underskud ikke findes.
Der henvises til en artikel i Den neurologiske journal, 1977, med titlen “En bemærkelsesværdig neurologisk komplikation efter tildelingen af stivkrampetoksoid.” Forfatteren rapporter om en 36-ĂĄrig kvinde, som fik stivkrampetoksoid i hendes venstre overarm efter et sĂĄr pĂĄ hendes finger. Fem dage senere, bemærkede hun en svaghed, først af højre, og derefter af venstre og senere af begge ben. Hun klagede over svimmelhed, ustabilitet, sløvhed, ubehag i brystet, besvær med at synke, og uklar tale. Hun slingrede, nĂĄr hun gik, og hun kunne kun tage et par skridt. Hendes EEG [elektriske hjernebølger] viste nogle abnormaliteter. Efter en mĂĄned blev hun frigivet, uden en neurologisk forstyrrelse, men hun fortsatte med at føle sig svag og angst. Undersøgelser i løbet af de næste 11 mĂĄneder viste en fortsat følelsesmæssig ustabilitet og nogle paræstesier (følelsesløshed og snurren) i ekstremiteterne [arme og ben]. Den medicinske diagnose var “en hurtigt fremadskridende neuropati, der involverer hjernenerver, myelopati [skade pĂĄ rygmarven], og encefalopati [hjerneskade].”
Journalen om allergi og klinisk immunologi, 1973, indeholdt en artikel med overskriften “Overfølsomhed overfor stivkrampetoksoid,” og i et bind med titlen “Afviklingen af den 2. internationale konference om stivkrampe” (udgivet af Hans Huber, Bern, Schweiz, 1967), dukkede en artikel op med titlen “Kliniske reaktioner pĂĄ stivkrampetoksoid.”
En 44-ĂĄrig gammel artikel i Den amerikanske medicinske sammenslutnings journal (1940) havde titlen “Allergi fremkaldt ved vaccination med stivkrampetoksoid.” Samme ĂĄr, rapporterede en artikel i Den britiske medicinske journal om “Anafylakse (en form for chok) efter tildelingen af stivkrampetoksoid.” I 1969 rapporterede et tysk lægetidsskrift et tilfælde af lammelse af den tilbagevendende strubenerve (nerven til stemmeboksen [voicebox]) efter en hjælpeindsprøjtning af stivkrampetoksoid. Patienten udviklede hæshed og var ude af stand til at tale højt, men nervelammelsen fortog sig helt efter omkring to mĂĄneder.
Hvis din læge forsikrer dig om, at stivkrampevaccine er fuldstændigt sikkert, eller at “fordelene opvejer risiciene,” eller at du skal have et stik “for en sikkerheds skyld”, hvorfor ikke dele disse citater med ham eller hende?
Tilføj din kommentarFlere indlæg om samme emne
Skriv et svar
Tilmeld til RSS-læser
Tilmeld dig nyhedsbrevet via email
Om
Nyeste indlæg
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 11
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 10
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 9
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 8
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 7
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 6
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 5
- Ritalin-behandling: Børn dør af ADHD-medicin – del 4
- Børn dør af ADHD-medicin – del 3
- Børn dør af ADHD-medicin – del 2