Thomas Wagner Nielsen . dk

Jeg har et lidt underligt problem nu.

Jeg har de sidste 10 år gået og sukket efter at blive selvstændig. De første 20 år af mit liv var jeg omgivet af selvstændige, men fik mig så på mystisk vis viklet ind i en jobverden. En verden som jeg absolut ikke er skåret til. Når dét er sagt, bliver jeg med det samme bange, for kan jeg finde ud af at være selvstændig? Hvis jeg tror på, at jeg ikke er skåret til et job, så bliver jeg jo nødt til at tro på, at jeg kan finde ud af at være selvstændig.

Men hvad er det så, der skal findes ud af? Som jeg ser det, er det egentligt meget simpelt: Det handler om at levere en vare, som andre mennesker vil betale for. I en jobsituation indgås der som regel en kontrakt om, at den ansatte møder op til hverdag fra klokken dit til klokken dat. Det er i bund og grund det, som det kan koges ned til. Hvad der skal laves, og i hvilken kvalitet, det skal laves i, er en evig forhandling. Hvis du vil bevare dit gode helbred og ikke gå ned med stress, så er du nødt til at se det som en forhandling. Hvis chefen siger, at du skal gøre et eller andet, og det stresser dig, skal du så gøre det? Har du skrevet under på, at du skal være stresset? I en forhandling er det dit eget ansvar, at du får dine behov dækket, samtidig med at modparten gør det samme.

Som selvstændig er der mere fokus på den vare , der bliver leveret, og ikke så meget på tiden. Derfor er der nogen selvstændige, der bliver svimlende rige, fordi de leverer en vare, som folk vil have, og de leverer den lynhurtigt og effektivt. Og så er der så nogle selvstændige, der bliver svimlende fattige, fordi de bruger alt for lang tid på at lave noget ubrugeligt lort, som ingen verdens mennesker har brug for. Og de ansatte lønmodtagere ligger i midten: De bliver sgu aldrig rige, men de bliver heller aldrig fattige. Det er et spørgsmål om temperament, hvor du lægger dig.

Nu skal jeg så forestille at være blogger. Og hvad er en blogger? En blogger har en dagligt opdateret hjemmeside, hvor folk kommer og læser og kigger billeder. På hjemmesiden er der reklamer ude i siden, som forskellige firmaer betaler bloggeren for at have liggende. Jo bedre indhold der er på hjemmesiden, jo flere folk kommer der forbi dagligt, og jo mere er firmaerne villige til at betale bloggeren for at have deres reklame liggende. Dette er forretningsmodellen for en professionel blog.

Og foregående afsnit er et eksempel på meta-blogging, hvor en blogger blogger om det at blogge Det er der vist gode penge i for tiden, men konkurrencen er også hård. Og jeg gider det ikke. Det er teknik. En af mine utallige andre blogs handlede om computerteknik, men den er så død nu. Så har jeg en blog om at dyrke sine egne grøntsager og frugter, men den er vist ikke helt gennembagt.

Det der gør en teknik-blog god, er at bloggeren i hvert fald ved, hvad vedkommende snakker om, dvs. hvis det er en computer-blog, så har bloggeren rent faktisk siddet ude ved svigermor og kløet sig i nakken over et eller andet tilsyneladende uløseligt problem, hvorefter bloggeren så, helt usandsynligt, har løst problemet, og derefter beskriver løsningen for sine læsere på hjemmesiden. Opskriften er: Rod dig selv ind i et eller andet møg, som ingen ikke kan komme ud af -> rod dig selv ud af det -> beskriv hvordan du kom ud af det. En klassisk hvordan-artikel. Eller hvordan-bog, for den sags skyld. Jeg meta-blogger stadig.

Tilbage til problemet. Hvad gør jeg, hvis jeg ikke vil meta-blogge, eller blogge om teknik? For der er ufatteligt meget, der i bund og grund er teknik. Hvad nu hvis jeg vil lave en blog om, uuuh mennesker, med rigtige følelser, skal jeg så bare gå ud og være menneske, og føle noget, eller hur?

Det tror jeg godt jeg kan

Okay. Det er officielt: Jeg panikker.

Jeg synes godt nok, at jeg lever lige nu. At jeg føler mig levende lige nu. Det er den her intensitet, som Blachman snakker om. Og for dens sags skyld også Eckhart Tolle. Energien som gennemsyrer det hele. Energien, som man kan forsøge at undgå at opleve ved at blive sur, ved at ignorere virkeligheden, ved at bure sig inde. Problemet er bare, at når man forsørger sig med alle disse krumspring, så bliver ens verden også meget intens, bare på en anden måde, nemlig under ensomheden. Ensomheden er også intens, gennemsyret af energi til for helvede da bare at være en del af verden ligesom alle andre. Det kræver så bare at man accepterer andre og deres holdninger, i stedet for at blive sur, ser sandheden i øjnene, i stedet for at være ignorant, og kommer ud som sig selv, i stedet for at bure sig inde. Alt sammen meget intenst, som en brusende flod. Energien er nødt til at flyde frit, nogle gange ad mystiske og uransaglige veje, ellers går det med dit liv, som med stillestående vand: Det rådner.

Grunden til at jeg panikker er, at jeg begynder at miste meget af den sikkerhed, jeg har haft i mit liv de sidste mange, mange Ã¥r. Job, villa og penge pÃ¥ bogen. Firmaet lukkede, villa’en er solgt, og pengene fosser ud af kontoen. Men at bruge ordet “miste” ville i min situation være forkert, for jeg har selv presset pÃ¥ for at komme ud af jobsituationen. Jeg synes, mit liv var begyndte at stinke en smule rÃ¥ddent. Ja, hvor utaknemmelig kan man være. Og der er det igen. Ordet “man”. HvornÃ¥r i alverden lærer vi, at for at mennesker kan føle sig retfærdigt behandlet, sÃ¥ skal de behandles forskelligt? Min afdelingsleder havde fat i noget der.

At sige nej til det sikre og det forudsigelige kan godt skabe en del panik, skulle jeg hilse og sige fra min egen krop. Men det er sÃ¥dan jeg har det med Vestjylland. Store, flade marker, ensartethed, sikkerhed, forudsigelighed – og profit. “Man” skal ikke begynde at lave alt for meget om pÃ¥ tingene, for de virker jo. Det er ingen grund til at pille ved motoren i bilen, nÃ¥r den virker. De store armbevægelser, de vilde ideer, Københavneriet, det hører hjemme i kabinen. Det er tid til lidt kontrast, og det hÃ¥ber jeg at kunne finde lidt mere af i Silkeborg. Kontrastfyldt i sig selv, med hendes bakker og dale, men ogsÃ¥ i kontrast til Vestjylland. Som en kvinde, hvor ideerne opstÃ¥r ud af et rigt kulturliv, som siger til manden, det er dén vej, vi skal. Vestjylland svarer, det kan vi godt skat, men det kommer til at tage tid. Voksede tanken om økologi op ude pÃ¥ den flade, vindblæste hede? Det tror jeg ikke, den gjorde. Du sagde svinekød og mælk. Og det fÃ¥r du. Lad nu være med at snakke om vegetarkost – eller i giv mig i det mindste tid til at bremse og ændre kurs. Under alle omstændigheder er det noget Københavneri.

Personligt kan jeg simpelthen ikke sætte mig op til denne forudsigelighed og ensartethed, som mange ikke kan leve uden. Der skal sgu kulør på drengen. Og følelser. Jeg ved godt, at vi alle er afhængige af en vis stabilitet, men hvis det meste skal drejes over i en optimering efter profit, så må jeg stå af. Det er jeg ikke skåret til. Har optimering efter profit noget med kærlighed at gøre? Ikke nødvendigvis. Måske kærlighed til sig selv. Men det er jo egentlig også den jeg jagter, når jeg bevæger mig væk fra jobbet i ingeniørverdenen. En verden der er gennemsyret af fakta og afvejninger, men ikke holdninger og følelser.

Er der nogen, der har tænkt over, hvor det vil bære os hen, hvis vi helt lader os styre af profitten? Hvis effektivisering og privatisering er det eneste, der bliver værdsat, på bekostning af lidenskaben og kærligheden? Kan vi mon rumme det hele?

Se dét ville være intenst.