• Forvirring

  sep 27 2010

  Jeg tror aldrig, at jeg har været så forvirret i mit liv før. Jeg troede egentlig, at det var meningen, at jo ældre man blev jo mere fandt man ud af, hvad det hele gik ud på. At man ligesom fandt sin rette hylde og alt åndede fred og idyl. Altså hvis det gik efter planen. Man kommer her på jorden, roder sig ud i et eller andet pis, finder løsningen og finder sin hylde. Man lærer sit håndværk, arbejder med det i en menneskealder og bliver ekspert. Sidenhen sidder man så i gyngestolen og fortæller børnebørnene om dengang bedstefar var ung. Der var han eddermame rodet ud i noget pis, nu skal du bare høre. Og så sidder man der og fortæller de samme historier igen og igen, indtil man har kedet sig selv ihjel. Men det er også fair nok. Man har lært det man skulle, man har ydet sit, alt er rimeligt, alt er forstået.

  Men det er så bare overhovedet ikke der, hvor jeg står nu. Jeg står i pisset. Jeg er fuldkommen blæst i hovedet. Jeg ved knap nok, hvad der er op eller ned. Hvad i hede, hule helvede er meningen med det her?

  “Meningen med dit liv er at dele din lidenskab”, skrev den smarte Steve Pavlina. Og det er sgu smart, det er fuldkommen rigtigt. Hvis der ingen lidenskab er i det, man laver, sÃ¥ kan man lige sÃ¥ godt tigge sig vej gennem tilværelsen, for resultatet bliver noget forbandet klyt. Og hvem kan bruge dét til noget? Men hvem kan bruge det til noget, at jeg med stor lidenskab ser Venner, mens jeg dyrker Rittersport? Der mangler ligesom et eller andet.

  Det skal vel også være noget, som folk gider betale for. Er det ikke oppe i marketingsafdelingen, vi skal spørge for at finde ud af, hvad det er folk vil have, hvad de vil betale for? Ellers giver livet vel heller ikke mening, hvis man bare sidder og gør tingene for sin egen skyld. Det er vist det, der hedder onani. Eller jo, det giver mening hvis man er teenager, og det er nok det, jeg er lige nu i livets samlede spil. Jeg fatter ikke en rygende fis.

  Men det har ikke altid været sådan. Jeg har skam en masse papirer på, at jeg har fattet en skid, op gennem folkeskolen og HTX. Jeg har også en fin ingeniøreksamen, men det var på det tidspunkt, at kæden begyndte at hoppe af alt for mange gange. Flere og flere tocifrede karakterer blev til encifrede, og det i den lave ende af skalaen. Hvad gik der galt?

  Problemet var, at jeg aldrig rigtig tog ansvar for min egen uddannelse, fordi jeg var så pisse bange for at stå frem og sige, her er jeg, og det er dét her, jeg vil og kan. Jeg lyttede blot til forældre og vejledere og svarede ja og amen. Plus at jeg så ikke vidste særligt meget om, hvad jeg ville og kunne. På det tidspunkt var det værste unge kunne gøre efter min mening at tage et sabbat-år for at finde sig selv. I dag kunne jeg ikke være mere enig. Find for Guds skyld (og din egen) ud af, hvad du kan lide at lave og tag den så dér fra, men lad være med at bruge vores energi på at sidde og hakke i et eller andet tilfældigt lort, fordi der er nogen, der mener, at det er det rigtige for dig at gøre. Hvad tror du, der kommer ud af det? Mere tilfældigt lort. Du er en akkurat lige så vigtig del af det her spil, som de er.

  Og hvad så nu? Ja nu sidder jeg her og ævler løs som en anden sur kælling. Det var lige præcis dét, der var mit problem som ingeniør. Ingeniører tænker sig om og forholder sig til fakta og diskuterer på et sagligt niveau. Jeg bliver bare pissesur, når der er noget, der ikke virker. Det gør det lidt svært i længden, når det hele bare er rødt. Men et rødt hjerte er som bekendt symbol på kærligheden, og jeg er da ret taknemmelig over at leve i en verden, hvor også dem, som mest bruger deres højre hjernehalvdel også har deres plads.

  Tilføj din kommentar

Skriv et svar