• Intensitet

  sep 29 2010

  Okay. Det er officielt: Jeg panikker.

  Jeg synes godt nok, at jeg lever lige nu. At jeg føler mig levende lige nu. Det er den her intensitet, som Blachman snakker om. Og for dens sags skyld også Eckhart Tolle. Energien som gennemsyrer det hele. Energien, som man kan forsøge at undgå at opleve ved at blive sur, ved at ignorere virkeligheden, ved at bure sig inde. Problemet er bare, at når man forsørger sig med alle disse krumspring, så bliver ens verden også meget intens, bare på en anden måde, nemlig under ensomheden. Ensomheden er også intens, gennemsyret af energi til for helvede da bare at være en del af verden ligesom alle andre. Det kræver så bare at man accepterer andre og deres holdninger, i stedet for at blive sur, ser sandheden i øjnene, i stedet for at være ignorant, og kommer ud som sig selv, i stedet for at bure sig inde. Alt sammen meget intenst, som en brusende flod. Energien er nødt til at flyde frit, nogle gange ad mystiske og uransaglige veje, ellers går det med dit liv, som med stillestående vand: Det rådner.

  Grunden til at jeg panikker er, at jeg begynder at miste meget af den sikkerhed, jeg har haft i mit liv de sidste mange, mange Ã¥r. Job, villa og penge pÃ¥ bogen. Firmaet lukkede, villa’en er solgt, og pengene fosser ud af kontoen. Men at bruge ordet “miste” ville i min situation være forkert, for jeg har selv presset pÃ¥ for at komme ud af jobsituationen. Jeg synes, mit liv var begyndte at stinke en smule rÃ¥ddent. Ja, hvor utaknemmelig kan man være. Og der er det igen. Ordet “man”. HvornÃ¥r i alverden lærer vi, at for at mennesker kan føle sig retfærdigt behandlet, sÃ¥ skal de behandles forskelligt? Min afdelingsleder havde fat i noget der.

  At sige nej til det sikre og det forudsigelige kan godt skabe en del panik, skulle jeg hilse og sige fra min egen krop. Men det er sÃ¥dan jeg har det med Vestjylland. Store, flade marker, ensartethed, sikkerhed, forudsigelighed – og profit. “Man” skal ikke begynde at lave alt for meget om pÃ¥ tingene, for de virker jo. Det er ingen grund til at pille ved motoren i bilen, nÃ¥r den virker. De store armbevægelser, de vilde ideer, Københavneriet, det hører hjemme i kabinen. Det er tid til lidt kontrast, og det hÃ¥ber jeg at kunne finde lidt mere af i Silkeborg. Kontrastfyldt i sig selv, med hendes bakker og dale, men ogsÃ¥ i kontrast til Vestjylland. Som en kvinde, hvor ideerne opstÃ¥r ud af et rigt kulturliv, som siger til manden, det er dén vej, vi skal. Vestjylland svarer, det kan vi godt skat, men det kommer til at tage tid. Voksede tanken om økologi op ude pÃ¥ den flade, vindblæste hede? Det tror jeg ikke, den gjorde. Du sagde svinekød og mælk. Og det fÃ¥r du. Lad nu være med at snakke om vegetarkost – eller i giv mig i det mindste tid til at bremse og ændre kurs. Under alle omstændigheder er det noget Københavneri.

  Personligt kan jeg simpelthen ikke sætte mig op til denne forudsigelighed og ensartethed, som mange ikke kan leve uden. Der skal sgu kulør på drengen. Og følelser. Jeg ved godt, at vi alle er afhængige af en vis stabilitet, men hvis det meste skal drejes over i en optimering efter profit, så må jeg stå af. Det er jeg ikke skåret til. Har optimering efter profit noget med kærlighed at gøre? Ikke nødvendigvis. Måske kærlighed til sig selv. Men det er jo egentlig også den jeg jagter, når jeg bevæger mig væk fra jobbet i ingeniørverdenen. En verden der er gennemsyret af fakta og afvejninger, men ikke holdninger og følelser.

  Er der nogen, der har tænkt over, hvor det vil bære os hen, hvis vi helt lader os styre af profitten? Hvis effektivisering og privatisering er det eneste, der bliver værdsat, på bekostning af lidenskaben og kærligheden? Kan vi mon rumme det hele?

  Se dét ville være intenst.

  Tilføj din kommentar

Skriv et svar