iværksætter

Interview med Karsten Mørup fra Midtjysk Strømpefabrik

Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Karsten om hans liv som selvstændig erhvervsdrivende i tekstileventyret i Midtjylland, som udspillede sig de sidste 40 år af 1900-tallet. En historie om mod, kreativitet, selvstændighed og ihærdighed. Jeg giver ordet til Karsten Skovgaard Mørup fra Midtjysk Strømpefabrik, som han stille og roligt lukkede ned, da historien om uldjyderne var afsluttet:

(De første 10 minutter af interviewet blev desværre ikke båndet, så vi er nødt til at springe ind i historien, som blev fortalt i Bording ved Ikast den 22. januar, 2011):

… Mange andre områder, der var der jo ikke det gang i det, som der var herude, og det er jo det, jeg synes, der er sjovt med sådan en egn, at det kan lade sig gøre, at man bliver præget af det. En egn, hvor folk bare starter for sig selv.

Så det er en hel kultur?

Jamen det var en hel kultur herude. Altså andre steder, der var man bønder, og så var man elektrikere, fordi det var det, man blev, fordi det var der brug for, og så en vognmand og hvad ved jeg, og hvad der ellers kunne være, men herude, der kunne vi ikke andet. Cyklede vi for eksempel rundt oppe i byen sådan en sommeraften [ca. 1962], så kunne vi høre, hvordan fladstrikkerne stod og kørte nede i kældrene. Samtlige kældre – så stod bilen ude, og så stod fladstrikkeren inde i garagen. Der var jo ikke plads til andet.

Var det i Bording?

Altså i Ikast, Isenvad. Det var jo ligegyldigt, hvilken by du kom til.

Da jeg blev 15 eller 16, begyndte jeg at arbejde hos Volmer Lind. Der kom jeg til at arbejde sammen med Jens Nørgaard – jamen han havde da en strikkemaskine stående derhjemme. Den anden jeg arbejdede sammen med, det var en, der hed Bent Østergaard. Han boede nede i Isenvad – han er jo storfabrikant i dag. Altså hans sønner har overtaget det. Jamen de kunne jo ikke lade være. Når de kom hjem, så skulle de simpelthen bare hjem og starte maskinerne. Så gik de lige fra det ene hold maskiner, når de var dér, og så hjem og starte de andre, og så pludselig blev de bare selvstændige. Det var den måde, vi startede på allesammen.
Og det gør man jo ikke i dag.

Du har tidligere fortalt, at det bedste man kan gøre i dag, det er at få fat i en plaststøbemaskine?

Ja – og så bare finde noget arbejde til den, mens man havde noget andet.

Det var måden, man startede på, men det er jo ikke rigtigt i dag. Der skal det hele være så ”rigtigt”.

Som eksempelvis ingeniør, så skal man jo næsten være en eller anden form for konsulent?

Ja og det er jo en alvorlig fejl – vi kan da ikke leve af at klippe hinanden, sådan set. For det er jo det, man gør, når man er konsulent. Nu så jeg i fjernsynet i aftes, en eller anden nede i Ribe, som havde købt en ejendom, hvor der stod et køleskab, hvor der var noget gift i, og det ringede han til kommunen og spurgte, hvor skal jeg gøre af det. Jamen du skal bare komme herud på vores plads med det. Fint, det gjorde han. Så da de så, hvad det var; han fik en regning på 32.000. Der stiller seks mand op, 2 biler, for at hente noget der havde stået inde i et køleskab! En lille smule gift, om det var parathion, eller hvad det var. Det er jo fuldkommen vanvittigt. Det er i hvert fald, hvad man kalder overkill, i stedet for bare at sige, nå, ja, det var giftigt, det affald der, hvordan får vi det flyttet, for det var jo ikke noget, der sprang i luften ellers. Der var bare dét, at du måtte ikke køre galt, men han havde kørt det derud på sin trailer. Herregud, så kunne man have smidt det ind i en kassevogn, så var det begrænset, hvor langt det kunne rende.

Men sådan er det i dag, at alting det kan ikke gøres grundigt nok.

Nej, der er regler for det hele?

Der er regler for det hele, og så finder man en drejebog, og sådan er dét.

Jeg så fra lufthavnen i København, der var de kommet til at fjernbetjene en af de der slanger forkert. Du ved, en af de der vogne med ét hjul på, der kører ud, og så kører der sådan en slange til passagerer, hvor man går inden i, når man går ind i flyvemaskinen. Den havde de betjent forkert, så den kørte den forkerte vej – den ikke kunne pakkes sammen. Og det vil sige, ikke nok med at de skulle polere flyvemaskinen, da de var kommet til at køre i flyvemaskinen, for at få den væk derfra. Så havde flyvemaskinen fået en lille skramme. Så kom der jo folk og tog billeder af den, og den blev poleret, og de skulle tjekke at den ikke havde taget skade af det, og døren lukkede rigtigt og alt sådan noget. Jeg tror, det var 40 minutter det tog, bare fordi at de havde betjent den her skide dør forkert. Og flyvemaskinen havde ikke taget skade – den kunne flyve. Der er ingen, der tør tage ansvar.

Det der med regler og procedurer – er det noget, der er kommet til, siden du startede, med miljø for eksempel?

Ja, fordi dengang vi startede [ca. 1975], jamen vi gjorde det jo bare. Så fandt vi ud af, nå, det var måske meget godt. Så sagde jeg det til kommunen på et tidspunkt. Og nu her til sidst, der var det hvert andet år, vi skulle have det tjekket, men det er jo også en parodi. Eller det er det ikke mere, for dengang der var det noget med, at vi farvede… Ikast Farveri [Midtjydsk Farveri], de brugte det halve af byens forbrug af vand i Ikast. Det tog farveriet. Det klarede de, altså det vil sige, de lavede lige så meget spildevand, som byen gjorde, hvorimod jeg brugte ikke andet 90 kubikmeter hér. Det var en helt anden størrelsesorden. Det var ligegyldigt, det var de samme farvestoffer, vi brugte, men derfor skulle de alligevel komme her.

Det var de samme regler?

Det var de samme regler – og så skulle de bruge tid på det. De var herude og skulle lave miljøforbedringer, og jeg ved ikke hvad. Så siger jeg: ”Jamen vi har lavet et computerprogram”. ”Det var sørme fint”, og vi sparer på vandet, så der var aldrig noget, der løb over, og vi fik aldrig mere vand ind i farvemaskinen. For ellers før i tiden kunne man godt risikere, at man glemte det, og så stod vandet og løb ud.

Men det der farveri, det har reddet mig hundrede gange.

Det er det, der er specielt for dig, at du kun har været dig selv en stor del af tiden.

Ja, og så har vi kunnet tænke lidt ”ulogisk”.

Hvad mener du?

Med farveri, for det var der ikke andre, der havde. I gamle dage havde Egtved Strømpefabrik også et farveri, men de var også de eneste. På Fyn havde vi også farveri, men det var en kæmpe fabrik. Ellers var det ikke noget, man normalt havde – eller har. Det var takket være Jytte Breinholm, for hun kunne se det dér med farver. Det kræver, at man lige skal kunne se, hvad mangler i den farve her, hvor meget skal vi give den. Det var mere end tre farver, vi havde. Vi havde vel nok ti farver at arbejde med. Og det er det sjove – vi fik faktisk ikke flere. Vi flyttede herned i ’82. Jeg tror, vi startede et par år før. Der farvede vi i badeværelset nede på Fabriksvej. Der havde vi en vaskemaskine, sådan en gammel en, med vaskestol i. Motoren sidder inde under, og så står der ligesom en kegle op i midten, der står og rokker frem og tilbage. Dén farvede vi strømper i. Den var til at komme ned i ovenfra. Ideen var, at du skulle have noget åbent. Du kan ikke bruge en almindelig vaskemaskine, for den kan du ikke komme til at hive strømpen eller tingene op og se, hvordan ser det ud, og ned med det igen – vi giver den lige en sjat mere, hvis farven ikke passer.

Ellers er du nødt til at tappe vandet af?

Ja, og det er ikke rentabelt – og du ødelægger processen.

Så ryger farverne også ud?

Ja. Oprindeligt brugte vi de der Vølund vaskemaskiner. Dem købte jeg ude ved Fremtidens Hushjælp i Ikast. Der blev de skrottet rundt omkring i rækkehuse eller på vaskerier. Så fik jeg dem og lavede dem i stand og fik dem til at køre. Vi havde gerne to hele tiden. Gik der en gearkasse, nå ja, så købte vi bare en anden én og satte den i. Det første år vi lavede det dér, det var til Hennes & Mauritz, i alle regnbuens farver.

Der var også Noa Noa?

Det var først senere. Så kom de med. Der begyndte at komme kulør på drengen, for så blev det moderne. Til at begynde med der startede jeg med at lave striber, for der var striber på det hele, inden Jytte kom ind i billedet. Det allerførste, jeg lavede, det var amerikanerstrømper. Det var i ’75 – der blev ABBA moderne, og de havde et logo eller sådan noget, der blev moderne. Sådan noget med stjerner og blå og røde farver.

Jeg ved ikke, hvorfor det skulle være det. Det lignede det amerikanske flag, bortset fra at det kun var blåt og rødt. Dem lavede jeg en hulens masse strømper af. Og så lavede jeg strømper til Benny Blær. Det var også sådan en up-coming, der bare kom skydende op nedefra.

Var det et øgenavn?

Nej nej han hed Benny Blær – men han var en blærerøv, men bortset fra det så… Jamen altså det var igen det her med, at folk de blev bare store på ingen tid.

Fik de noget foræret?

Nej! Det var fordi, der var muligheder i skidtet. Vi tænkte anderledes. Vi var bare unge, der måtte vi sådan noget. Prøv at tænke på at da jeg flyttede ned på Fabriksvej: Tonny Høegh var ung, K.G. var ung, så kom jeg, og så kom Bent Kilsgaard. Vi var unge alle sammen. Bent Kilsgaard har jeg forøvrigt arbejdet sammen med, engang jeg troede, jeg skulle være møbelsnedker. Det fandt jeg så ud af, at jeg ikke ville være. Der var han arbejdsdreng, og han er sådan en tre-fire år ældre end mig. Han var også dernede. Så var der Emil Bredvig ovre på den anden side – han var også ung. Ham har jeg forøvrigt lige haft besøg af. Så var der Leif – han var også ung. Så var der Arnet. Vi var startet alle sammen. Jeg var den sidste, som kom til – og jeg var den eneste, som ikke blev til noget, men den eneste, som overlevede. Ja og så Leif Nygaard. Han har overlevet indtil nu, men han er lukket nu også.

Det er meget skægt at tænke på. Vi var unge, og så skulle der ske noget. Man gjorde det, at man startede bare. Der skal bare gang i det.

Det er en underlig ting. Dengang kunne alting lade sig gøre. Ham Benny dér – jeg ved ikke engang, hvor han kom fra – du blev bare noget. Jo flere symaskiner du havde, jo større blev du. Det var det samme, da vi kom herned. Der kunne vi pludselig lave det samme nummer.

Alle de folk, du nævner, som du kender – var de nogen, som havde gået i skole i lang tid?

Ja i syv år. Du kunne ikke have nået mere. Emil nåede det ikke engang. Han kom i tømrerlære. Jeg kan ikke lige huske, om han nåede at få en uddannelse, eller om han udlærte sig selv, men han var selvstændig, inden han var udlært. Han havde heller ikke været ældre. Jeg vil sige, at Emil er måske et år ældre end mig. Han er 61 i dag. Jeg var 25, da jeg startede som selvstændig nede på Fabriksvej. Så kan du godt forestille dig alle dem. Jeg tror ikke, Leif er ældre. Han er vel nok et par år ældre end mig, og jeg var den yngste. Vi lå indenfor fem år dernede, vil jeg tro. Tonny Høegh var nok den ældste af os. Han var så også dén, der havde den største fabrik på det tidspunkt.

Det sker ikke sådan lige i dag?

Det kan ikke lade sig gøre i dag.

Hvorfor kan det ikke det?

Det sker ikke. Det er fordi, mentaliteten er en anden. Jeg ved ikke, hvad det ligger i. Du kan ikke gøre det i dag. Det virker som om, at man skal leje nogle store, flotte lokaler.

Hvis du kører ude på motorvejen, kan du se det derude. Man har en flot facade, men det er lejede lokaler, man flytter ind i, der er færdige. Det er blæret, det ser sgu godt ud. Jeg købte det nede på Fabriksvej af én, som solgte brændeovne. Det var forøvrigt en arkitekt, som havde bygget det, og det gik så ikke.

Så købte jeg det hernede på Brogesvej 3. Jeg fik vist lagt gulv, inden jeg tog alle maskinerne med herned. Da jeg havde lagt gulv, gik jeg og passede maskinerne samtidig med, at jeg lavede fabrik, lavede lofter og hvad ved jeg. Vi holdt Jyttes 35-års fødselsdag, inden vi flyttede ind. Der stod maskinerne nede i den ene hjørne og kørte, mens jeg gik og lavede lofter. I dag går du ikke selv og tumler med sådan noget tømmer og laver lofter. Det var lovligt, og det var godkendt og det hele. Der skulle ingen beregninger til, for det kunne jeg jo ikke lave. Det var ikke en konstruktionsændring. Det eneste jeg skulle sørge for var, at der var nødudgange, og at vinduerne kunne åbnes. Det var sådan set det eneste, vi gik op i. Det var nedhængt loft for at få varme på.

I dag gør du det ikke. Hvis du skulle starte noget, går du ud og lejer en fabrik derude, med en stor flot facade på. Viggo Samuelsen byggede det her til entreprenørmaskiner, og så købte Kenneth det til at have papir hernede. Han trykkede rundstrikstof, som vi strikkede på rundstrikker, og så trykkede han farven over på. Det var forøvrigt dét, de lavede ovre på Dansk Transfertryk – det er også lukket nu. Der er slet ikke noget tilbage.

Det har levet indtil nu. Hvad de har levet af, det aner jeg ikke noget om. De lavede det i Ikast, det der med at lægge farve på papir og overføre det med damp og varm olie, eller hvad det var, de brugte. Det lugtede af Pommern til.

Så det var lige så meget området, der trak dig ind, og kulturen?

Ja, det var kulturen her, for jeg tror ikke, du vil opleve det andre steder. Hvis du tager en fiskerby, så vil de allesammen enten handle med fisk eller tage ud at fiske. Nu kan du tage Struer – det var jo nok B&O, der startede dét. Det var i 1920, eller hvornår det nu lige var, at han opfandt radioen. Og hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Der bliver folk nørdede indenfor elektronik i stedet for. Der er stort museum deroppe i dag. Det var dét, der var arkitekttegnet, hvor der var vandskade, og jeg ved ikke hvad, og dårligt byggeri. Det er igen det her med, at det skal være så fint i dag, at der ikke er noget, der fungerer. Du kan ikke lægge et normalt tag på. Det skal være et eller andet smart.

Og så skal du ud og låne en masse penge, fordi det skal være 100 % i orden?

Det er dér, problemet er. Der har jeg kunnet hutle mig igennem tilværelsen. Der er aldrig nogen, som har kautioneret for mig for eksempel. Det gjorde mange i gamle dage. Der kautionerede vi for hinanden – hvis jeg skriver under for dig, så skriver du under for mig, og så kan vi låne, men det gjorde vi ikke indenfor tekstilbranchen. Eller selvfølgelig var der mange af dem, som gjorde det, men jeg tror ikke, at det var gængs, at man lånte penge. Dem havde vi sgu selv.

Det har været noget med at være lidt nøjsom?

Det er dét, der har været ideen i det. Min plejefar han var bondemand, og i gamle dage der sagde de om dém, at dem der var på den ene side af åen, det var Ikast-siden, de hentede pengene oppe i banken, hvorimod dem på den anden side af åen, det var dem fra Bording, de bar dem op i banken. Bare det, at der kunne være sådan en kulturforskel. Altså jeg ved godt, at det var noget, de sagde, men sådan en kulturforskel var der altså, fra Bording til Ikast. Det er jo bare snak, men folk var nøjsomme herude, og de kunne tjene penge. Det er dét, det handler om. Eller de behøver ikke tjene penge, men bare de ikke brugte penge. Det er også dét, der knækker bønder i dag.

Enten er de dér oppe, og kan købe nye maskiner hvert år, ellers er de dér nede og kan ingenting, og så piber de over, at EU-tilskuddet er for lavt.

Men du har haft ansatte?

Vi havde mange, i mange år. Da Jytte var hernede, vil jeg skyde på, at vi nok var 20. Jens Mørup kørte sytøj i sin fritid. Og Britta, og hendes datter. Vi havde døtrene og mødrene. Jeg gad ikke det der kontorarbejde. Det var ikke noget for mig. Det var mens Jytte var her. Det havde jeg hende til at lave. Derfor blev det så stort, fordi hun gad det der. Det skulle dén vej – der var kun én vej, og det var fremad. Og det kunne lade sig gøre. Vi var som sagt, da det gik højest, oppe på de her 20 mennesker, tror jeg, som var ansat her. Vi havde Lone, som kontorfidus, og så var der Gitte nede fra Skanderborg.

Dengang vi ragede uklar, da det ikke kunne hænge sammen mere, flyttede Jytte ned i Arnets fabrik, og så blev jeg her, bare med to damer på hele tiden. Det var det, jeg kunne styre, fordi det hyggede jeg mig med.

Hvordan er du nogensinde kommet igennem alt det her regnskabshalløj?

Det har vi bare gjort. Da jeg startede, skulle jeg bare lave en kassebog. Da jeg købte fabrikken, lå den i Ikast. Det var en hel, komplet fabrik, jeg købte, med maskiner. Den lå i det gamle Carlsberg-depot nede på Bredgade i Ikast, altså Strøget. Der lå den omme bagved. Foran lå en revisor. Så gik man bare ind til ham og sagde, ved du hvad, jeg har købt den her fabrik, hvad gør jeg nu? Der betalte vi 12 % i moms eller sådan noget, men regnemaskinen var ikke opfundet. Eller det var den – det var sådan en mekanisk én. Den elektroniske var ikke. Der fik vi en tabel, så man kunne sidde og regne 12 % frem. Vi fik hullet vores regnskab i stedet for data. Jeg ved ikke engang, hvordan det foregik. Det var sådan et bånd, der blev hullet og proppet ind i en maskine, og så havde man et regnskab.

Nede på den sidste arbejdsplads jeg var på, det var i Andst, der leasede de en regnskabsmaskine. De tastede ind om dagen, og så stod den og bearbejdede det om natten. Man skulle holde øje med, at der var papir på den. Den kørte nogle brede papirer med traktortræk i begge sider.

Jeg fik de her gamle CBM’er. De kostede forenden af en jetjager. Jeg havde en prisliste på én til 75.000,- eller hvad det var, de kostede.

Det var noget, af det første. Der var jeg faktisk tidligt ude. Den lavede jeg momsregnskab på. Det var han vældig godt tilfreds med derude. Så printede vi bare kassekladden ud på dén. Det kunne også lade sig gøre dengang. Det var bare at lægge det ind. Altså det var logik for perlehøns at få dét til at hænge sammen. Han har brugt kassekladden indtil dato til at lave regnskaberne efter. Det var engang om året, vi så revisoren, og så har jeg selv lavet momsregnskab hvert halve år. Til at begynde med var det kvartårligt. Der er alligevel noget, der bliver nemmere.

Hvis man nu sidder i et job, så sidder man jo for sig selv, og dem, der laver regnskabet, dem har man ikke rigtigt noget at gøre med, heller ikke dem, der lægger strategien. Du sad og havde selv noget med det hele at gøre?

Jeg sad med det hele. Det var hyggeligt. Dengang vi startede, da boede Emil derovre, og jeg sad herovre. Da var det bøvlet at lave regnskab, fordi der havde vi både girokonto, og vi havde kassebog, og vi havde bankbog. Det skulle passe det hele. Emil – han var genial. Han havde sådan en stak regninger liggende. Så vendte han den lige om. Han sørgede for hele tiden at holde orden i sagerne. Jeg havde ikke så god orden, men jeg havde til gengæld ikke så mange bilag, som han havde. Vi sad dagen før vi skulle betale og regnede på det her satans moms, lige overfor hinanden dernede på Fabriksvej. Det var tider. Vi kunne godt nedlægge arbejdet et par dage der, for det tog to dage at lave regnskab. Her til sidst tog det bare et par timer. Så var det ovre, fordi det er så dejligt nemt i dag. Der er hverken giro eller noget som helst, hvor du betaler på. For det var bøvlet dengang. Der havde du som sagt både banken og giro. Til gengæld var giro den eneste måde, du kunne betale tingene på. Der overførte du ikke med banken. Man proppede en check i en kuvert og sendte den, hvis de ikke havde girokonto. Der kom en check med posten fra kunderne, og ned i banken med den, og så skulle det overføres til giro bagefter.

Der var nogle opgaver, der var sjovere end andre?

Ja ja – det sjoveste, og det jeg levede for, var at passe de skide maskiner og holde orden på dem. Det var udfordringen. Det skal ikke være kedeligt. Det er ligesom en med bil. Den skal helst ikke køre hele tiden. Den skal helst gå lidt i stykker en gang i mellem, for at det er sjovt. Og så bliver man alligevel gal på den, når skidtet går i stykker.

Det, som du har lavet er, at du har været omkring det hele, og kigget på masser af forskellige opgaver.

Der har ikke været noget, der har været helligt. Har der været noget galt med elektronikken, så har jeg måttet lave det, eller ty til en rigtig elektriker i nødstilfælde, men ellers skal man selv lære at løse det, ligesom med farveriet. Det var spørgsmålet om at få opskriften frem på en ting og sige, sådan gør vi. Det udviklede vi også der fra, og så kan vi pludselig lave alle farver.

Der er ikke noget, der skal være helligt. Mens jeg nu laver fabrikken hernede – der var malerarbejde, og hvad ved jeg, mens man passer maskinerne. Så var det bare ind og male lidt, og nå ja, så fik man lidt uld i malingen. Det kunne ikke hjælpe at bekymre sig om det.

Det, du egentligt brændte for, var at få maskinerne til at køre.

Det var dét, der var den røde tråd igennem det hele. Vi havde Gitte, som var sælger, men jeg har nok været lidt privilegeret, for jeg har aldrig haft problemer med at komme af med skidtet. Det er først nu her de sidste 10-15 år.

På et tidspunkt, mens jeg havde de to damer ansat, Karen Margrethe og én mere, havde vi måske 7-8 kunder. Det var det, der kørte bedst. Efterhånden bliver de måske enten for gamle, eller dør, eller går fallit. Jeg havde Melton. Det var et firma, der stammede fra min gamle strømpefabrik nede i Andst. Vi havde nogen, som lavede herrestrømper i København. Vi havde Noa Noa – og Mogens ved Uno. Det lå oppe i Randers dengang, ude i Assentoft. En god undskyldning for at komme hjemmefra var selv at køre med varerne. Han var også autodidakt. Han var mekaniker, og det var på samme måde, men det var engros. Det var det firma, der blev handlet væk ned til Vejle og er blevet kæmpestort i dag.

Hvorfor blev det lige strømper?

Det var tilfældighederne igen. Da jeg blev 18, begyndte jeg selvfølgelig at køre skiftehold hos Volmer Lind. Der kørte jeg med rundstrikkere. På et tidspunkt kørte jeg med noget, der hed dubied, der lavede mønstret kjolestof. Det var rigtig flot. Da det ikke var udfordrende nok, kom jeg til at køre noget gammeldags, der hed rundstole. Det var sådan en maskine, der hang i loftet. Der var simpelthen jernbjælker, der sad i loftet. Du kan se dem på museet i Herning. Sådan en gennemgående aksel, ligesom du ser i en gammel fabrik. Der stod en remskive og kørte rundt hele tiden, og der var en kobling på alle maskinerne. De kørte stoffet på en spidsnål. Normalt er der en klap på en nål. En spidsnål var omvendt. De blev trykket sammen. Dem lærte jeg at køre med. Rundstolene lavede isoli, sjanoiser og frotté, og jeg ved ikke alt det, de kunne lave. De var rigtig sjove.

Afdelingen blev flyttet og kom til at ligge i Nørregade. Der kom jeg til at køre nathold. Det blev alligevel lidt kedeligt. Så kunne jeg læse avis, som jeg lånte af min gamle mor. De holdt Jyllands-Posten, som alle andre bønder gjorde på landet. Jeg blev kasseret til militæret, men min kammerat Anton skulle ind og aftjene værnepligt i ’69. Så kom jeg i tanke om, at der skulle også ske noget for mig. Jeg skulle i hvert fald ikke gå derhjemme. De søgte reparatører på Fyns Strømpefabrik, og jeg flyttede derover. De skaffede mig et værelse. Vi kørte skiftehold og lærte at lave maskiner. Vi startede med at skille en strømpemaskine ad, og lave dem i stand. De havde købte nogle, der skulle laves i stand, og vi fik lov til at lave dem. Altså skifte cylinder i dem. Når du kommer på sådan en fabrik, skal der være en standard, dvs. de cylindere skulle have 168 nåle, og så må der ikke være 166 eller 170 nåle i, fordi de skulle være ens alle de strømper, der blev lavet. Da havde man en serie, der kørte de samme strømper. De skulle kunne blandes uden at det kunne ses. Det kunne ikke hjælpe, at den ene var bredere end den anden. Der startede jeg med at lære at lave strømper derovre og begyndte at køre skiftehold, indtil jeg flyttede til Andst efter 3 år. Det gik stærkt. Jeg var i Andst i 2 år og startede for mig selv i ’75. Det var bare en annonce i Jyllands-Posten, hvor der var en fabrik til salg i Ikast.

Var det et impulskøb eller havde du tænkt over det?

Det var bare impuls. Det er ligesom alt muligt andet. Det er her og nu. Jeg fik autocamper på samme måde. Du ser en annonce, når du sidder og læser Den Blå Avis. Nå ja, det kunne i grunden være sjovt at få sådan en autocamper. Så gør man det bare. Man skal lige kunne se, at dét kunne være skægt. Og som ung, der skal der ske noget. Vi var ikke stabile – heller ikke dengang! 3 år ét sted, så havde man været der i 100 år, efter min mening.

Du har turdet at tage nogle chancer.

Ja når nu Anton skulle ind og aftjene sin værnepligt, så kunne jeg jo lige så godt lave noget nyt.

Det er noget anderledes, end hvor du har en chef, som står og siger til dig, at i dag skal du lave dét, og i morgen skal du lave dét.

At være værkfører på sådan en fabrik var også at være sin egen lykkes smed, for jo mere doven man var, jo bedre kørte maskinerne. Da jeg var på Fyns Strømpefabrik handlede det om at komme ud og sidde i frokostrummet. Hvis vi kunne sidde derude, så var det fordi, maskinerne kørte ordentligt, og man havde et godt hold. Vi overtog hver 8. time fra makkeren. Der var forskel på grupperne, for nogen var mere ligegyldige end andre og sørgede ikke for at få dem smurt. Det var noget af det første, man gjorde. Det var lige at tjekke og sørge for, at de var rene og pæne. Vi havde to piger til at hjælpe os.

Men det eksisterer heller ikke mere. Det stoppede ret hurtigt. Det er væk. Jeg tror, at der er skole der nu. Det er væk det hele. En overgang stod der bybusser derude. Det er ikke så lang tid siden, at jeg var inde og se en hjemmeside – det var ikke engang kommet på. Den gamle fabrik, dén var der. Den lå inde i centrum af Odense, men den nye er slet ikke registreret. Det er det, der er fejlen i det dødrum, hvor computeren ikke var opfundet, og det ikke står i historiebøgerne.

Du arbejdede også lidt i træ sammen med Emil?

Det var fordi, vi var naboer, at vi sad og hyggede os med det. Det var lidt sjovere og jeg havde ikke så meget at lave i begyndelsen. Dengang var der ingen omkostninger, hvis du næsten havde betalt din ejendom. Momsen var lille, og hvis du ikke tjente noget, skulle du ikke betale ret meget i moms. Jeg kunne næsten holde fyraften klokken 4-5 stykker, gå over til Emil og hygge mig og få min aftensmad. Så gik vi ude og passede træindustrimaskiner. Emil var en opfinder. Invita havde folk til at stå ved hver eneste maskine. Emil, han koblede dem sammen i én stor bane ved hjælp af trykluft, så sådan en nat kunne vi stå og producere en hulens masse ting.

Der kommer noget ud af dovenskaben?

Idéen i det var, at man skulle være doven på den rigtige måde. Man skulle opfinde. Det er også dét, der er galt med en strømpemaskine. Man skal kunne drive sig selv til lige at skille den ad, hvis det begynder at drille, og sige ved du hvad, nu ryger hovedet sgu på den, og så piller vi den fra hinanden, og vi gør den ren – og så kører den godt igen! Og så være doven igen.

Det var nogenlunde det samme ovre ved Emil. Man skulle lige opfinde en trykluftcylinder, der skulle køre med en drosselventil og hvad ved jeg, så den kunne lægge ind i den næste maskine. Nu var det trykluft, han arbejdede i. I dag er det elektronik, man bruger til at dreje med og flytte pladerne fra den ene til den anden, og elektromotorer. Dengang havde du ikke hastighedsstyrede motorer. Det var den eneste måde, du kunne styre hastigheden på dét, at lægge en ting ind i en anden maskine. Det var ved at sætte trykluft på og så en drosselventil på, så der kom modtryk på.

Men her til sidst har jeg gået og hygget mig alene. Det er mange år efterhånden. Helt mutters alene – syet, presset, farvet. Det har været dejligt.

Det er mange forskellige opgaver?

Det har aldrig været kedeligt. Det var et spørgsmål om at planlægge og være doven. Når jeg skulle farve, skulle jeg altså ikke til tandlæge dén dag, fordi så kunne jeg ikke farve den dag. Hvis man skulle ud af huset, var den dag ødelagt. Man var stavnsbundet – man skulle farve en hel dag. Der kunne jeg ikke tage herfra overhovedet. Takket være elektronik lavede jeg to farver om dagen. Det kørte simpelthen fantastisk.

Det har givet dig noget frihed.

Bortset fra at jeg var bundet hér. Jeg var bundet 16 timer om dagen. Det, der reddede mig, til at komme hjemmefra, var den her skide autocamper, i stedet for at gå hernede. Ellers før i tiden kom jeg aldrig herfra. Når det var sommerferie, mens jeg havde folk på, skulle jeg lige have lavet noget om, når de ikke var her. Det kunne man jo ikke lave, mens de var her.

Var det træls ikke at kunne komme herfra, eller havde du det okay med det?

Næh, jeg havde det såmænd udemærket. Det var først dengang, at jeg begyndte at komme herfra. Du har ikke udlængsel, hvis du ikke ved det. I dag skal vi helst til Gran Canaria tre gange om året – eller til Thailand. Hvis du ikke kunne flyve derned, jamen så var der ikke noget problem. Så havde du ikke savnet det. Og hvis man ikke har den evne til at være misundelig på andre og synes, det er fint – de må gerne tage af sted for min skyld. Bare jeg får lov til at gå herhjemme og hygge mig. Der kan du godt gå og bilde dig selv noget ind, hvad enten det er godvilligt eller ej. Jeg har i hvert fald hygget mig, og jeg har ikke savnet det, før jeg fik autocamperen. Så begyndte det at irritere mig lidt, at jeg skulle gå her hver dag. Heldigvis arbejdede min kæreste Betty kun hver anden weekend, så det blev kun der, vi kunne komme ud og campere.

Det er vel også det, der går galt for mange selvstændige, at selvom de ikke har styr på det grundlæggende, så går de ud og låner en farlig masse penge, fordi det skal se ud ligesom hos naboen?

Problemet er, at de kommer til at skylde for meget, og så det, at de stadigvæk skal gå hjem klokken fire, ligesom naboen gør. Før i tiden blev jeg på fabrikken lørdag og søndag. Det var derfor, det hang sammen. Lørdag og søndag – det var ligegyldigt. Jeg arbejdede uanset hvilken dag på ugen, det var. Hvis der skulle ske noget, blev de stoppet.

Man skal ikke være ked af at lave noget.

Hvad gjorde de andre, som var i miljøet?

Hos sådan en som Svend Jensen foregik det vist på nogenlunde samme måde, indtil han blev rigtig stor. Så kan man ikke gøre det mere, fordi du ikke har indflydelse på det mere.

Det lå ved siden af Femilet ude mellem Herning og Hammerum. Jeg har aldrig set det, men jeg har hørt, at kassen med skillestrømper stod ude på WC’et. Han sad på potten og skilte strømper. Det er altså også en livsstil – hehe, det har jeg aldrig gjort.

Det blev stort. For stort, men den ene er kommet ud med skindet på næsen.

Nu var det strømper, men kunne det lige så godt have været træ?

Ja da. Det var bare en annonce i Jyllands-Posten, der gjorde, at jeg kom til Fyns Strømpefabrik. Det skulle dog være tekstil hér i området. Træ gad jeg ikke, for det var der ikke udfordringer nok i. Som jeg sagde med Invita, der står du og propper et stykke træ ind i den ene ende, og så skal du lige måle og tjekke, at nu passer det i tykkelsen. Så kører det bare indtil middag, så længe der er mere på pallen. Det var det, jeg lavede deroppe som arbejdsdreng. Det eneste er, at hvis du er arbejdsdreng, skal du ikke kontrollere tykkelsen, men ellers skal du bare kontrollere, at det passer. Efter frokost lavede du det samme igen.

Det er først i dag, at det er CNC-styrede maskiner, og det har sådan set ikke noget med møbelsnedkeri at gøre, at lave et køkken. Det har mere at gøre med computere. Der var det meget sjovere med tekstil, for der skete noget. Der var ikke noget, der kørte af sig selv, og så skulle det alligevel køre af sig selv.

Det er et meget levende materiale?

Ja, du kan ikke automatisere dig ud af det. I dag laver de strømpemaskiner, der selv kan lukke i tåen. Hvordan de ser ud, ved jeg ikke, for det har jeg ikke haft interesse i at undersøge, for jeg skulle aldrig eje sådan noget djævelskab. I dag kan du få noget, hvor du ikke skal sy, for det er en stor funktion at sidde og sy de her satans strømper, hvor de skal vendes en gang. Det var det, jeg havde Ralf til.

Det kan ikke lade sig gøre at lave på anden vis, men som sagt har de opfundet det nu.

Hvis du lavede nylonstrømper i gamle dage, lavede du noget, der hed en torskemund på dem. Der syede du bare rundt. Hvis du har et rør, kan du lave en overlock, der kan lave det automatisk. Ligesom den jeg havde lavet, som jeg syede babs og nutte på.

Det var noget af det, der døde lige pludseligt, fordi folk blev for gamle… ammeindlæg. Den computer har jeg lige taget ned for to-tre dage siden. Det var den sidste computer, og dét der gjorde mest ondt, at jeg skulle pille dén ned. Symaskinen har jeg endnu. Den skal jeg sy Morris-sæder på. Det er sådan én med overtransportør på. Det er den eneste, jeg har beholdt fra den gamle fabrik. Det er den skide overlock – og det er fantastisk at tænke på: En overlock – folk vil hverken eje eller have den. En overlock, det var noget, alle piger gerne ville have før i tiden. Lindy, som var ham jeg købte den af, siger at i dag er der ikke nogen, som vil eje en overlock, fordi de kan købe en Babylock eller et eller andet åndssvagt oppe i Føtex til 2.000 kroner, som de kan sætte ind i et skab – så er den væk. Hvorimod sådan et skrummel er der ingen i dag, som vil have at sy tøj på.
Nu skal den sy Morris her engang, når jeg får tid til det.

Biler – Jeep, Thunderbird, Mustang…

Ja. Mustang har jeg så aldrig haft. Det var Emil.

Det var igen det her slæng og jeres biler, amerikanerbiler?

Ja – det kan ikke blive stort nok. Det kunne ikke blive stort nok dengang.

Dengang jeg kom til Bording, da havde de amerikanerbiler alle sammen. Da havde jeg kun en Escort. Jeg var en beskeden ung mand. Tonny havde amerikanerbil, og Emil havde amerikanerbil. Emil havde en Rangero, tror jeg, den hed. Det var sådan en pickup på gule plader, som han havde som firmavogn.

Var det for at skille sig ud? Var der prestige i det? Eller var det bare skæg og ballade?

Det var bare skæg og ballade. Den Escort, jeg havde, købte jeg i ’73, helt donner-ny. Den købte jeg inde ved Fehr inde i Odense. Jeg tror, den kostede 23.000,-. Fire-fem år efter var der rustet hul i skærmene på den, og den havde kun gået lidt over 20.000 kilometer. Så lavede jeg den i stand, men jeg kom i tanke om, at det ikke var sjovt med sådan en bil, der ruster op i løbet af få år. Det var der ikke meget ved. Så solgte jeg den til Arne Lausten nede i Silkeborg og købte Thunderbird’en dernede.

Det var ikke på grund af andet, end at det ikke kunne blive sjovt nok. Og den havde jo en fantastisk lyd.

Jeep’en var på grund af, at Jytte var Jeep-syg. Emil havde én også, og jeg skulle da ikke stå tilbage i hvert fald. Så fik vi sådan en. Det var også en V8′er.

Jeg tror ikke, folk tænker sig mere om i dag, end de gjorde dengang. Den var bare til salg. Hvis den ikke havde været til salg, havde vi nok ikke fået den. Den var der jo lige, og nå ja, så gør man det. Og vi skulle ud og have en firmavogn, fordi Jytte ikke ville køre Escort, så jeg var nødt til at krybe til korset, hehe. Der var hun kommet ind i firmaet, så der skulle ske noget.

Jeg har tænkt på, at der er en forskel på den mentalitet, der er blandt lønmodtagere og blandt iværksættere. Lønmodtagernes har ikke så meget at gøre med størrelse og sjov og ballade, fordi der ikke rigtig er plads til det, når du sidder i et eller andet job.

Er det ikke et prioritetsspørgsmål? Det må det være. Tag Jens Mørup som eksempel – han er jo lige så vild.

Jeg tror, man er præget af det, som man er imellem. Jeg tror ikke, det har noget med penge at gøre, for jeg har sådan set aldrig tjent penge. Jeg har bare haft det sjovt med det, som jeg har haft. At have en gammel bil stående koster ikke noget. Den spiser ikke brød. Det var kun, mens der var nummerplader på. Det var så bare blevet for dyrt at have numre på Thunderbird’en, men nu er det blevet billigt igen, fordi nu er den blevet så gammel, at den er på veteranafgift. Det er 2 år siden. Inden da betalte jeg lige så meget i vægtafgift, som jeg gør på autocamperen! Det er lidt sjovere at køre i autocamper. Den kostede 1.000,- i måneden. At have en bil stående med numre på, som man kun skal ud at køre i 3 dage om sommeren, og det koster 12.000,- i vægtafgift, det er ikke rigtig realistisk.

Der har de ødelagt det rigtig godt for én. Så er det bare med at have tålmodighed, så den står, indtil den bliver gammel nok.
Nu har jeg fået tid til det – hvis ikke jeg havde så pokkers travlt.

Hvor længe tror du, der går, før der står en maskine derovre igen af en eller anden art, og laver et eller andet?

Jamen det bestemmer du. Det har jeg sagt til dig – jeg skal nok passe den. Indtil da har jeg mere end rigeligt at lave.

Jeg skal bygge en motorcykel færdig og bygge den om. Og Royal Enfield’en købte jeg forøvrigt, mens jeg var lønmodtager. Den købte jeg nede i Andst. Den stod ude i en garage og var ked af det. Så måtte jeg hellere tage den med hjem. Det første jeg gjorde var, at skille den ad. Det var i ’74 – og den har ikke været samlet siden. Det bliver spændende. Den går nemlig også godt.

Det er også en maskine?

Den er kun på 350 kubik. Den har længere slaglængde end cylinderboring i motoren. Den er det modsatte af overkvadratisk, fordi hvis den er overkvadratisk, så er cylinderen større end slaglængden. Det er normalt for en motor, tror jeg nok. Jeg ved ikke, hvad det er i dag forøvrigt. Det gør, at jo længere slaglængden er, jo langsommere går motoren. Jo større vandring er der på stemplet. Det er sådan en rigtig tøf-tøf, uden at det er en Harley Davidson selvfølgelig, fordi den kun er på 350 kubik, hvor en Harley Davidson er på 1200. Den laves dog også som 500 kubik. Dén bliver også sjov at få til at køre.

Men der var ikke nogen, som ville købe dine maskiner?

Nej.

Det er mærkeligt.

Det eneste, der overlevede af de maskiner, var to diskettestationer – til dem ude fra Tjørring. De havde samme maskiner, bare lidt nyere. Der var ikke de samme bukninger på pladerne foran, så de kunne ikke bruges i deres serier. I dag skal det være stort, på trods af at jeg er sikker på, at det var det samme mekanik. Det er en ny model af den samme maskine – den duer ikke ind i serien. Det eneste de kunne bruge var diskettestationerne, og de kunne garanteret have kørt to-tre menneskegenerationer endnu, uden at blive slidt op.

Jeg har ikke købt reservedele til dem, undtagen lidt nåle og slidere. Der fulgte lidt reservedele med, da jeg købte dem fra ny, men det var ikke nogle, vi brugte. Når man selv går og hygger sig med at passe dem, så sker der ikke noget. Jeg har kun skiftet ét leje ud i alle de år, jeg har haft de maskiner. Det var ikke noget, der normalt skete. Det var mens jeg lavede sygehusstrømper, at der var en, der kørte så meget. Dengang kørte vi rigtig mange strømper. Det var i Hammerum. Jeg kørte dem over til de to gamle brødre. Det lå lige på den anden side af banen, når du kom til Hammerum. Bare for at komme hjemmefra, så leverede jeg altid selv strømperne. Vi har også kørt til København til Noa Noa med strømper. Var der en nogenlunde portion, kørte jeg selv med dem.

Man er måske et mere helt menneske?

Man kommer ud og hilse på dem. Det eneste man ikke gør, er at komme ud at rejse, og sælge varen, fordi du har de samme kunder. Det er sådan set den eneste fejl, jeg har haft her, at jeg har haft det for nemt, at jeg har haft faste kunder. Så var der nogen, som ringede, og nå ja, dem kunne jeg da godt lige lave. Det var det samme nede fra Padborg. Det var også sådan en vild idé, der kom, med at vi skulle lave blebukser.

I forhold til at være lønmodtager, så er det ikke sikkert, at du nogensinde ser kunden.

Nej nej, det gør man jo ikke. Dem har du ikke meget med at gøre, men der er du et lykkeligt menneske, fordi du bare kan gå hjem og sige, jamen det er ikke mit problem. Forhåbentligt, hehe.

Jeg går ud fra, at det er sådan man ser på det, når man er lønmodtager, for det gør jo, at du skal have en anden mentalitet, for at være selvstændig, for at kunne finde dig i det.

Hvad er det for en mentalitet?

Jamen det ved jeg sgu ikke. For mig har det været hyggementalitet, at det skal være sjovt. Jeg har aldrig haft bøvl med kunder. Vi har prøvet på at opføre os ordentligt og gøre det så godt, vi kunne. Det gjorde ondt, hvis vi skulle have en prisforhøjelse, for vi vidste godt, at det gav problemer, og det gad vi ikke. Så lod vi være med at sætte priserne op. At køre så længe som muligt, bare for ikke at komme op og diskutere med folk.

Det er sjovt med sådan nogle tilfældigheder, for eksempel med de blebukser, og hvad det kan føre til. At lave sådan nogle skide blebukser på en fladstrikker. Det var faktisk Jytte, som lavede dem. Det var dog efter hun flyttede herfra, men hun syede de første prøver for mig nede på Klochsvej, for det var jeg ikke så god til. De var med lanolinuld. Pludselig begyndte vi at lave ammeindlæg. Det blev godt, og det kørte jeg i mange år. Det sluttede stille og roligt for et par år siden, ligesom alt det andet.

Fordi folk er blevet for gamle?

Næh, det er fordi, at det ikke er rentabelt mere. I dag lægger man papirservietter på, der kan suge. Dengang lavede jeg noget lanolinhalløj, og det er nøjagtig samme princip, som med blebukserne, at tisset gik i forbindelse med det der naturprodukt. Der havde vi Ea ude i den gamle materialist ude i Århus. Der købte vi uldkuren. Hun havde opfundet det, vi vaskede ulden i, for at få den til at virke rigtig godt. Det købte vi hos hende lige til den bitre ende.

Angående maskiner, så er der vel ingen tvivl om, at det at have en serie er mere effektivt?

Det er det da helt sikkert. Det er det, der er fremtiden i dag, at du skal have 50 af en slags, ellers skal den producere en fandens masse i ét hug. Men hvor er hyggen henne?

Jeg havde det modsatte. Jeg havde ikke to maskiner, der var ens. Det vil sige, at den ene kunne lave størrelse 10½, og den anden kunne lave størrelse 11 – det var herrestrømperne. Sådan var det hele vejen igennem. Når der ikke var ordrer til den første, stod den stille og ventede på, at der kom ordrer igen. Ingen problem i dét, fordi de var betalt. Det var det samme med sygehusstrømper – det lå på 4 maskiner, med forskellige farver foroven. Jeg købte gamle Comet-maskiner, og det var faktisk det eneste, jeg købte brugt. Dem købte jeg ovre i Tjørring, noget gammelt lort. De lavede børnestrømper i størrelse 2, 4, 6, 8 og 10 ned til Melton. Det var sådan set det samme, som vi lavede på Fyns Strømpefabrik. Alt det dér med at have en serie, hvor vi gik ned i størrelserne.

Har du nogensinde været så træt af de lortemaskiner, at du har sagt, nu gider jeg simpelthen ikke det her mere?

Nej.

Du har altid fået dem repareret?

Jamen der var jo ikke andre til det. Helge, som var sælgeren af strømpemaskiner i Danmark, havde ikke forstand på dobbeltcylindrede maskiner. Han kunne lave Irmac. Han prøvede forøvrigt på at sælge maskinerne, her da jeg stoppede, fordi han stadigvæk kunne ringe til de forskellige kunder og stadigvæk havde adresserne, men der var ikke nogen, der ville eje dem. Han kunne sælge – det var dét, han var god til. For at reparere en ny maskine havde vi den her japaner, som var her. Det var noget af en oplevelse. Han skulle til Tyskland. Han havde lige lært at snakke tysk, fordi han skulle til Europa. Det var den her frottémaskine, der drillede. Og så kom han ikke til Tyskland alligevel, men havnede i Polen eller sådan et sted i stedet for. Det var lidt uheldigt at lære et sprog og ikke komme dertil, men sådan gik det. Han havde det skidt med, at den ikke kom til at køre. Det er den eneste maskine, jeg har måttet opgive.

Hvis der nu sidder nogle unge, energiske mennesker rundt omkring i landet, som siger, at de gerne vil være selvstændige, hvad skal de så gøre af sig selv?

Det må du ikke spørge mig om, fordi det er ikke den samme verden, vi lever i. Det er en helt anden verden.

Hvis du skal være selvstændig i dag, så skal du være momsregistreret for eksempel. Du kan ikke gøre noget uden at være momsregistreret, dvs. du har allerede en omkostning på 20.000,- om året til en revisor.

Der er kun én ting at gøre, og det er at finde et koncept og tro på det og lukke øjnene, og det har jeg ikke forstand på. Altså, du kan ikke gøre det samme, som vi andre gjorde, Som sagt, jeg gik og hyggede mig, og så gik jeg over til Emil, når der ikke var ordrer, og gik og hyggede mig derovre. Da var sorte penge ikke et uartigt ord. Jeg fik så heller ikke noget for det – jeg fik min aftensmad for det. Sådan noget må du ikke lave i dag.

Så den type mennesker, som I var i den flok, de sidder et andet sted i verden i dag?

Uanset hvor du er henne i verden, skal det være stort i dag. Det er derfor, jeg ikke kan sælge mine maskiner. Om jeg så ville have foræret dem væk, er der ikke nogen, der gider at røre ved dem. Det skal være stort i dag, uanset hvor det er henne. Tager du til Pakistan, er jeg sikker på, at der står maskiner i rækkevis dernede, hvad enten det er strømpemaskiner eller sypiger, eller hvad det er. Det skal være kæmpestort, fordi ellers er der ikke nogen, der gider røre ved det. Alt er presset, meget mere end det var dengang. Timelønnen var ikke ret høj, men tingene var dyrere. En Ford Escort kostede 23.000,- da jeg købte den, men vi har måske nok kun tjent 20.000,- om året eller sådan noget, og det vil sige, at du skulle arbejde godt et år for at tjene til en bil, en ny englænder, hvorimod i dag kan du købe 3 Chevrolet’er for en årsløn på 300.000,-. Og sådan er det hele vejen igennem. Hvis du tager en B&O-radio og vender den om på ryggen og kigger på prisen på den. Jeg tror, jeg gav 2.300,- Det vil sige, at du skulle arbejde 3 måneder for at tjene til en B&O-radio – men så var den også lavet i Danmark. I dag køber du en DAB-radio med alt muligt i til 600 kroner ovre i Føtex. Dengang var der radiomekanikere. Var der noget galt med et potentiometer, hvis den skrattede, så fik man det lavet. Så loddede de en af og satte en ny på, og så kunne den igen.

Det er vel på grund af de store serier?

Det er 100 % på grund af de store serier, at du kan lave det til de penge, fordi ellers skulle du opfinde den dybe tallerken hver gang. Så havde en DAB-radio ikke kunne fås for 600 kroner, hvis du skulle opfinde en ny DAB-radio, eller ikke kunne bruge de samme komponenter.

Det er skægt at tænke på, fordi det hele har mere eller mindre slået en kolbøtte:

Vi skal arbejde mere, og betaler ingenting for noget – eller vi arbejder ikke mere, fordi vi arbejdede også meget dengang.